Optimismen er tilsyneladende så småt vendt tilbage på Københavns Fondsbørs, hvor de 20 toneangivende aktier i C20 mandag lukkede med en stigning på 2,9 procent til 290,15 efter at have lagt hårdt ud fra morgenstunden.
Primusmotoren bag stigningen var vindmølleproducenten Vestas, der fik et løft på hele 18,8 procent efter annonceringen af flere ordrer - blandt andet en amerikansk ordre på 22 vindmøller, mens det franske energiselskab Theolia lagde billet ind på 35 Vestas-møller.


























