Beskyldninger om, at Roskilde Banks tidligere direktør får en gigantisk pension, er faktuelt forkerte, og der er intet ulovligt i sagen. Sådan lyder det fra hovedpersonen selv, der nu tager til genmæle efter et døgn, hvor rygterne er tårnet sig op i pressen.
Niels Valentin Hansen skulle ifølge Roskilde Dagblad have sikret sig en pension på 3,6 mio. kr. om året resten af sit liv. SF truer i den forbindelse med at melde Roskilde Banks ledelse til politiet. Men fremstillingen af sagen er ikke korrekt, siger Niels Valentin Hansen.
»Min årsløn var på 4,5 mio. kroner, og da man normalt tilstræber en pension på to tredjedele af lønnen i en pensionsordning, skulle jeg så have fået 3 mio. kr i pension. Min pension var retteligt på 2,5 mio. kr., men halvdelen var investeret i Roskilde Bank-aktier - jeg troede jo på banken, det er den ulykkelige sandhed - så nu er min pension på 1,25 mio. kr. om året«, siger Niels Valentin Hansen til politiken.dk.




























