Ejerne af den omstridte kemivirksomhed Cheminova er så utilfredse med ledelsen på virksomheden, at de nu kræver, den opfører sig mere ansvarligt. Aktionærerne finder det i strid med virksomhedens etiske retningslinjer, at Cheminova foreløbig har forhindret, at det brasilianske sundhedsministerium undersøger dens salg af det ekstremt giftige sprøjtemiddel methyl parathion i Brasilien. »Det er ikke rimeligt, at Cheminova stopper en sådan undersøgelse. Jeg vil meddele Cheminova, at det er en meget dårlig idé«, siger Lauritz Holm-Nielsen, der er rektor på Aarhus Universitet og formand for universitetets forskningsfond. Tilslutter sig krav om mere etik Fonden er hovedaktionær i Cheminova, og hidtil har Lauritz Holm-Nielsen forsvaret Cheminova. Men han tilslutter sig det krav om en mere etisk og ansvarlig ledelse, som de to andre store aktionærer i Cheminova – Arbejdernes Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) – nu kommer med. Samtidig vil miljøminister Troels Lund Poulsen (V) hjælpe sundhedsministeriet i Brasilien med oplysninger om methyl parathions giftighed, så det bedre kan lave et forbud. Har forhindret forbud mod gift Hidtil er det lykkedes Cheminova og andre kemiproducenter at forhindre, at det brasilianske sundhedsministerium undersøger sprøjtegiften methyl parathion. Det er et af verdens giftigste sprøjtemidler, og derfor ønsker sundhedsministeriet at forbyde det.
Cheminova sælger methyl parathion i Brasilien, selv om det er forbudt i Danmark og resten af EU. Sundhedsministeriet i Brasilien mener, at sprøjtemidlet er medvirkende til, at op mod 300.000 brasilianske landarbejdere årligt bliver forgiftet, og at mellem 2.000 og 4.000 dør. Jeppe Christiansen, som er direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), er så utilfreds med Cheminovas håndtering af sagen, at han i går kontaktede virksomhedens øverste top. »Jeg fortalte, at jeg går ud fra, at Cheminova sikrer sig, at man er åben og tilgængelig, når myndigheder ønsker at iværksætte en undersøgelse«, siger Jeppe Christiansen. ATP kræver undersøgelse ATP tager skridtet videre og kræver en uvildig undersøgelse af, om medarbejdere og ledelse i alle Cheminovas afdelinger har forstået de etiske retningslinjer, som aktionærerne kræver, at Cheminova skal drives efter. Retningslinjerne, som er udarbejdet af FN’s landbrugsorganisation FAO, fastslår blandt andet, at Cheminova skal samarbejde med myndighederne. »Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er blevet forstået«, siger Bjarne Graven Larsen, fondsdirektør i ATP. »Brasilien har ret til forbud« Han finder det samtidig »meget utilfredsstillende«, at ledelsen på Cheminova ikke informerede aktionærerne om sagen med det brasilianske sundhedsministerium – specielt i betragtning af, at der efter de seneste års skandalesager med Cheminova har været en klar aftale om, at virksomheden skulle informere aktionærerne om alle større sager. Bjarne Graven Larsen fastslår, at han havde grebet ind, hvis han havde fået at vide, at Cheminova ville modsætte sig undersøgelsen fra det brasilianske sundhedsministerium. »Der skal ikke være nogen tvivl om, at myndighederne i Brasilien naturligvis har ret til at lave en sådan undersøgelse. Og vi vil nu bede den samlede bestyrelse i Cheminova om at sikre, at der ikke bliver lagt hindringer i vejen for sådan en undersøgelse«, siger ATP-direktøren. Cheminovas moderselskab Auriga holder bestyrelsesmøde i dag. Bestyrelsesformand Ole Steen Andersen ønsker ikke at udtale sig, før bestyrelsen har drøftet kritikken.




























