Jensby lånte 20 mio. af Bagger

Lyt til artiklen

Formanden for den skandaleramte IT Factory, Asger Jensby, var dybt involveret i den nu efterlyste direktør Stein Baggers private selskab Agios. Her lånte Jensby op mod 20 millioner kroner til at bygge en ny drømmebolig i byen Kongsvinger, cirka 75 kilometer nordøst for Oslo. Asger Jensby fik sidste år udbetalt pengene via en række gældsbreve og med sin underskrift som eneste sikkerhed i en økonomisk manøvre, der skulle sikre Jensby et billigt byggelån. Det bekræfter han nu over Politiken: »Jeg troede, jeg var en særdeles velhavende mand; nu står jeg i den situation, at jeg har fået bygget en alt for stort hus«, siger Asger Jensby, der ikke har fortalt bagmandspolitiet om de tætte bånd til Stein Bagger og hans selskab Agios, der er registreret i østaten Niue Island. Et selskab, der menes at være krumtappen i Stein Baggers formodede bedrageri. Ville undgå skatten Asger Jensby forklarer, at han efter aftale med Stein Bagger har haft adgang til »halvdelen af de underliggende aktier i Agios og dermed halvdelen af de midler selskabet fik ind i pengekassen.« »For at undgå, at vi skulle betale skat af de her penge bliver de altså taget ud på et gældsbrev, så nu ser det ud som om jeg skylder Agios penge - men i virkeligheden er det jo mine egne i kraft af den aftale jeg har med Bagger«, siger Asger Jensby. Vi det sige at det handlede om at snyde skattevæsenet? »Nej, nej. Altså det er sådan at der jo ligger stor sum penge i Agios - dem låner jeg så en del af, så der er ingen der snyder nogen. Og teknisk set har jeg adgang til halvdelen af de penge, der ligger i Agios. Og det er derfor, jeg laver gældsbrevene«. »Men det bringer mig i dag i en fuldstændig sindssyg situation. For resultatet er nu, at jeg sidder med en stor fupnæse og nogle gældsbreve til Agios, som jeg risikerer at skulle betale tilbage. Men det her er en sag om min privatøkonomi, det er ikke en svindelsag mere«. Har revisorerne godkendt arrangementet? »Det her er godkendt af KPMG«. Og det er du sikker på? »Ja«. Men det her betyder jo at du og Stein Bagger er viklet ind i hinanden i økonomisk forstand, samtidig med at I begge sidder i IT Factory’s bestyrelse - er det forsvarligt? »Nej det er ikke sundt i en bestyrelse, det har du ret i«. Åbenbarer du dig ikke for alle mulige mistanker om meddelagtighed i denne bedragerisag, når du først fortæller det her nu? »Jo, men det er jeg parat til at stille op til, for alt der her kan forklares«. Tætte relationer til BaggerMen hvorfor har du ikke fortalt det til bagmandspolitiet? »Fordi det ikke er en del af kriminaliteten. Min vinkling var, at det her tilhørte et privatøkonomisk aspekt og ikke et svindelaspekt, og derfor ville jeg ikke på nuværende tidspunkt forplumre problemstillingen med det. Det er desværre de sørgelige kendsgerninger«, siger Asger Jensby, der selv vurderer, at han samlet har haft et formuetab i omegnen af to milliarder kroner på kollapset i IT Factory. Bagmandspolitiets chef, statsadvokat Jens Madsen, betegner de nye oplysninger som interessante: »Det viser i hvert fald, at der er et tæt forhold mellem bestyrelsens formand Asger Jensby og Stein Bagger, men ellers vil jeg ikke kommentere oplysningerne yderligere«, sagde statsadvokaten i aftes til Politiken. Hver dag rummer nye afsløringer i den utrolige historie om kollapset i IT Factory: Den toptrimmede it-fabrik i Jægersborg, der i årevis lignede en økonomiske succes, men viste sig at være en ruinhob, holdt sammen af løgne, bedrag og falske leasingkontrakter. Alt sammen tilsyneladende fabrikeret af den 41-årige direktør Stein Bagger, der er som sunket i jorden, efter at korthuset væltede i sidste uge. Det hemmelige kontor Her blev dramaet for alvor skudt i gang, da Stein Baggers hemmelige partner Allan Vestergaard pludselig dukkede op i IT Factory og bekendtgjorde, at han sammen med Bagger ville købe Asger Jensby ud af IT Factory for en pris på en milliard kroner. Et købstilbud som Allan Vestergaard troede var handlet af med Asger Jensby og virksomhedens kommunikationsrådgiver Erik Ove. Men Jensby og Ove anede efter eget udsagn intet om købstilbuddet eller om Allan Vestergaards rolle som medejer af Bagger-selskabet Agios. I weekenden fandt IT Factory’s ledelse Sten Baggers hemmelig kontor på kursusejendommen Schäffergården i Jægersborg får hundrede meter fra selskabet officielle domicil. Det var her Stein Bagger angiveligt fabrikerede de falske leasingkontrakter, der gjorde det muligt for ham at gennemføre et økonomisk bedrageri, der ind til videre er gjort op til 1,2 milliarder kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her