Finanskrisen tvinger finansmanden og it-milliardæren Erik Damgaard til at afhænde sine aktieposter i de to selskaber Greentech Energy Systems A/S og Capinordic A/S. Det oplyser Erik Damgaard i en pressemeddelelse.
»Af hensyn til den samlede likviditet i min investeringsportefølje har jeg desværre set mig nødsaget til at afhænde mine aktieposter. Det er desværre et meget uheldigt tidspunkt, at dette frasalg sker, idet jeg stadig anser de to selskaber for meget interessante fremadrettede investeringer. Udviklingen på de finansielle markeder har imidlertid tvunget mig til disse frasalg«, hedder det i meddelelsen.
Har heller ikke tid nok
De turbulente finansmarkeder har haft indflydelse på Damgaards samlede investeringer.
»Jeg må anvende min fulde tid på at styrke disse investeringer«, siger Erik Damgaard, der ikke kan finde tid til at blive på sine bestyrelsesposter i de to selskaber. Han var formand for bestyrelsen i Greentech Energy Systems A/S.



























