Bestyrelsen i den gamle Roskilde Bank, der nu bærer navnet Selskabet af 1. september 2008, vil rejse erstatningskrav mod bankens tidligere bestyrelse og direktion samt revisor, hvis det viser sig, at der er juridisk grundlag herfor.
»Vi har nu læst og vurderet en stor del af de dokumenter, der ligger i den gamle bank, og vi ønsker undersøgt, om der er juridisk grundlag for en retssag mod den tidligere ledelse og revisor. Vi er ikke juridiske eksperter, men hvis der er foregået noget ansvarspådragende, så ønsker vi, at der rejses en sag«, udtaler bestyrelsesformand Jens Løgstrup.




























