Tre måneder før IT Factorys kollaps var Asger Jensbys investeringsselskab, JMI Invest, i alvorlige likviditetsproblemer.
Pengekassen var gabende tom, og Asger Jensby valgte derfor at hente 50 mio. kr. i IT Factory. Mens 30 mio. kr. blev udbetalt som forlods udbyttebetaling til JMI Invest, fik det skrantende investeringsselskab 20 mio. kr. udbetalt som et regulært lån. Det fremgår af et urevideret 2008-regnskab fra IT Factory, som Morgenavisen Jyllands-Posten er i besiddelse af. Blev ikke vedtaget af bestyrelsen Millionudbetalingen blev imidlertid aldrig drøftet eller vedtaget på et bestyrelsesmøde i IT Factory. I stedet blev millionoverførslen aftalt på tomandshånd mellem Asger Jensby og Stein Bagger – uden at involvere øvrige aktionærer i de to selskaber. Forløbet bliver betragtet som »helt naturligt« af Lars Brammer, finansdirektør i JMI Invest. Kritik i ekspertkredse »Jeg kan ikke se noget odiøst i, at JMI Invest låner 50 mio. kr. af IT Factory. Når to bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer 95 pct. af aktionærerne, har sanktioneret det, er der ingen grund til at bede en bestyrelse om at beslutte det. Det har absolut ingen betydning, om det er gjort på den ene eller den anden måde«, mener han. Håndteringen af lånet møder til gengæld kritik i ekspertkredse. »Det strider mod normal praksis. Bestyrelsen har til opgave at foreslå udbetaling af udbytte, og bestyrelsen har til opgave at beslutte lån af sådan en størrelse. Det kan en formand og en direktør ikke blot aftale indbyrdes,« siger lektor og ph.d. Caspar Rose fra CBS. »Omvandrende generalforsamling« Det er langtfra første gang, at oprulningen af IT Factory-skandalen viser, at Bagger og Jensby har haft et ualmindelig tæt samarbejde. I forvejen er det kendt, at Asger Jensby lånte 20 mio. kr. i Stein Baggers på papiret private selskab, Agios United S.A., til at bygge et palæ på 1.100 kvm i Norge. I dag karakteriserer personer, som har fulgt sagen på tæt hold, parløbet mellem Asger Jensby og Stein Bagger som en »omvandrende generalforsamling«.




























