Boris Frederiksen er en pæn mand, men lægger ikke fingrene imellem i de 24 siders prosa, han i går som kurator afleverede til Sø- og Handelsrettens skifteafdeling om konkursen i bedragerifabrikken IT Factory. Han er en af landets mest erfarne konkursadvokater, og i sin redegørelse skriver han om »Asger Jensbys således forfalskede underskrift«, at firmaets samlede omsætning i 2008 »for 99 procents vedkommende må anses for fiktiv«, at den vedrørte »ikke-eksisterende software«, og at forretningsmodellen var »bedragerisk« og »svigagtig«. Siden 1. december sidste år, hvor IT Factorys bestyrelsesformand og storaktionær, Asger Jensby, offentligt konstaterede, at IT Factory var konkurs og direktøren, Stein Bagger, forsvundet, har Boris Frederiksen prøvet at finde hoved og hale i, hvad der foregik i fantasivirksomheden i Jægersborg: »Jeg har haft sager, der er større og mere komplicerede, men ikke nogen, hvor der har været tale om, at 99 procent af aktiviteterne var fiktive«.
Revisor under lup
Kreditorerne har 1,1 milliard kroner til gode i ruinerne efter Bagger. Boris Frederiksen har foreløbig fundet 90 stadig usikre millioner og jagter flere.
Først på balkortet står IT Factorys revisor, KPMG, hvis revision har været »væsentligt fejlbehæftet«. Derfor lægger kurator nu sag an mod KPMG for at få et stort antal millioner i erstatning. Derefter kommer turen til IT Factorys bestyrelse, storaktionær Asger Jensby, direktør Stein Bagger samt en tredjemand.




























