Knap 1.500 kroner mere om året, godt et kvart ton mindre CO-2-udledning og så den tid, der er sparet ved ikke at sidde fast i en bilkø. Det er konsekvensen for den gennemsnitlige dansker, der på en typisk dag pendler 36,2 kilometer til og fra arbejde, hvis hun blot én dag hver uge skifter kontoret ud med en hjemmearbejdsplads. Det er der flere og flere, der gør. Og de er glade for det. Fremmer familiens trivsel Tag med på en rundfart i den seneste statistik: Antallet af danskere, der regelmæssigt arbejder hjemmefra, er næsten tredoblet på et år til 305.000 sidste år. Tre ud af fire danskere med en hjemmearbejdsplads mener, det fremmer familiens trivsel.
95 procent af de store danske virksomheder tilbyder deres medarbejdere at tage arbejdet med hjem. »Det er helt klart en stigende tendens. Vi kan se, at folk gør det i vid udstrækning«, fortæller Gunnar Stein, HR-partnerchef i it-virksomheden KMD. To tredjedele af deres cirka 3.000 ansatte har mulighed for at arbejde hjemme. Men det er ikke de stigende brændstofpriser, der lokker: »Det kan da godt være, at nogle spekulerer lidt i det, men jeg har ikke hørt, at nogen har fremhævet det«, siger han. »Det er mange forskellige ting, som man kan summe op i overskriften fleksibilitet. Det er alt – lige fra en snestorm, der gør det svært at komme på arbejde, hensyn til syge børn, eller man skal lave noget, hvor man har brug for at koncentrere sig«, siger Gunnar Stein. Et gode og en klar fordel Udviklingen bekræftes af it-branchen, der repræsenterer større it-virksomheder i Danmark. »Vi kan mærke, at medarbejderne er blevet meget mere bevidste om den energi og den miljøbelastning, ens adfærd har. Og så er man meget mere bevidst om den tid, man bruger. Der er virkelig ikke grund til at sidde i en bilkø hver morgen og samtidig brænde en masse CO-2 af«, siger underdirektør Henrik Egede. Også hos Business Danmark, en fagforening for godt 26.000 medarbejdere inden for salg og marketing, er det fleksibiliteten, der betyder noget. »Hjemmearbejdspladser betragtes som et gode og en klar fordel. De fleste anser sig for mere effektive, når de arbejder hjemme«, siger landsformand Jens Neustrup Simonsen. Business Danmark har gennemført en undersøgelse blandt 226 medlemmer; den viser, at deres hjemmearbejde i gennemsnit sparer dem for over 6.000 kilometers kørsel om året. Arbejdsliv og privatliv glider sammen Med dagens benzinpris svarer det til en månedlig besparelse på næsten 500 kroner. Jens Neustrup Simonsen påpeger, at hjemmearbejdspladserne stiller store krav til virksomhedernes ledelse. Dels skal det være klart, hvem der kan arbejde hjemme, og hvem der ikke kan, dels skal medarbejderne være sikre på at få feedback på deres arbejde. »Ellers er det sådan noget, der typisk kan skabe misundelse i en virksomhed«, siger han. Hos KMD fortæller Gunnar Stein, at hjemmearbejdet ikke opleves som et problem. »Arbejdsliv og privatliv glider mere og mere sammen, fordi teknologien understøtter det. Folk har en ansvarlighed i forhold til deres arbejde, som udviklingen understøtter. Det kan fjerne nogle grænser, og der er det bare vigtigt, at man har en holdning til det«, siger han.



























