Fyringerne rammer jyderne hårdest

Det er især industrien, der er ramt af krisen og må fyre, fordi eksporten er gået i stå. Arkivfoto.
Det er især industrien, der er ramt af krisen og må fyre, fordi eksporten er gået i stå. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Den eksplosive stigning i antallet af arbejdsløse rammer hele landet, men ingen steder slår den så hårdt som i Sydjylland og Vestjylland.

De seneste tre måneder er antallet af arbejdsløse danskere i Sydvestdanmark vokset med mere end 50 procent, og set i forhold til september sidste år er der tale om en fordobling.

Det viser de seneste ledighedstal fra Danmarks Statistik.

»Situationen er meget alvorlig. Den rammer os hårdt«, siger regionsborgmester Carl Holst (V) fra Region Syddanmark.

Job væk for altid
Han peger på, at mange af de job, der forsvinder i industrien, ikke kommer igen. Derfor har regionen i samarbejde med kommunerne lavet en vækstpakke, der skal hjælpe Syddanmark gennem krisen.

Den har blandt andet fokus på at skaffe praktikpladser til de mange unge, som mangler en plads, og så skal de arbejdsløse industriarbejdere omskoles til fremtidens erhverv inden for blandt andet sundhedssektoren og servicefagene.

»Den slagteriarbejder, som mister sit arbejde, skal ikke bare ligge på sofaen og vente på at, det bliver højkonjunktur igen om to år. For selv om det bliver højkonjunktur igen, eksisterer hans arbejdsplads ikke længere. Derfor skal han ikke ligge på sofaen men på skolebænken«, siger Carl Holst.

3F kræver handling
Han mener først og fremmest, at problemerne skal løses lokalt og regionalt, men forbundssekretær Per Christensen fra 3F efterlyser også handling fra regeringen.

»Lars Løkke må se at komme i gang. Hvis han ikke vågner op nu med de seneste ledighedstal, hvornår gør han det så«.

3F's medlemmer er netop ansat i industrien og er derfor hårdt ramt af krisen. I nogle af 3Fs afdelinger er hvert tredje medlem ledig.

Fyringer rammer hårdt
Per Christensen vil have regeringen til at sætte gang i byggeri og renoveringer af skoler, sygehuse og andre offentlige projekter, så der kommer gang i hjulene og skabes nye job.

Han peger på, at en fyreseddel rammer hårdt.

»Alle kan vel forestille sig at stå med hus og børn og have det, der svarer til dagpenge«, siger Per Christensen.

Samlet set er ledigheden vokset med 35 procent i Danmark de seneste tre måneder, og antallet af arbejdsløse er nu 82.100.

Går især ud over mænd

Mens ledigheden stiger mest i Jylland, oplever Bornholm og København den mindste stigning.

Det er især mange mænd, der har mistet deres arbejde det seneste halve år i takt med at en række store danske industrivirksomheder har fyret som følge af en svigtende eksport.

Anja Steensig Krause

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her