Den svenske forretningsmand Per Mikael Ljungman var fuldt vidende om, at han sammen med Stein Bagger deltog i ulovligheder.
Det sagde Stein Bagger i Retten i Lyngby, hvor han i dag afhøres i den spektakulære erhvervsskandale.
Retssagen forventes at vare i tre dage.
Stein Bagger er sigtet for i 61 forhold at have begået dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov karakter ved hjælp af falske leasingaftaler.
LÆS: Få overblik over århundredets største svindelsag
'Han vidste det godt'
I en række af forholdene har Per Mikael Ljungman ifølge Bagmandspolitiet været med til at snyde de danske og internationale banker og leasingselskaber, der velvilligt har stillet millionbeløb til rådighed for den tidligere IT Factory-direktør Stein Bagger.
Og ifølge hovedpersonen selv var Per Mikael Ljungman godt klar over, at lånene hovedsageligt blev givet til salg af software, der slet ikke eksisterede.
»Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde forfalsket Jensbys underskrift, men han vidste godt, at hele modellen var baseret på et ikke-reelt grundlag«, sagde Stein Bagger.
»I september 2008 er vi kommet til point of no return, hvor man ikke længere kan være i tvivl om, hvad det her er«, lød det fra Stein Bagger.
Anmoder om udlevering af Ljungman
Per Mikael Ljungman, der sidder varetægtsfængslet i Sverige, er ikke anklaget i sagen mod Stein Bagger, der kører som en ren tilståelsessag med Bagger som eneste person i afhøringsskranken.
Bagmandspolitiet har anmodet om at få Ljungman udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
Stein Bagger selv har for længst erklæret sig skyldig i de mange forhold af bedrageri og dokumentfalsk, som han sigtes for, og som løber op i 831 millioner kroner.
Som led i svindelen har Stein Bagger ifølge politiet trukket store millionbeløb ud til sig selv, men Stein Bagger mener også, at Per Mikael Ljungman har taget sig godt betalt.
Udveksling af kontanter i Kastrup Lufthavn
I retten forklarede han, hvordan de to mødte hinanden til en messe i foråret 2007 arrangeret af IBM. De udvekslede visitkort og mødtes første gang på tomandshånd i august i lufthavnen i Stockholm. De blev ikke venner, men hurtigt blev de enige om at indlede et samarbejde.
Ved hjælp af de falske aftaler fik de udbetalt store beløb fra en række banker og pengeinstitutter. Bagger fik sin betaling i kontanter i Københavns Lufthavn via en kurer.
De mange millioner blev leveret i euro i små poser, men nogle gange fik Bagger ikke den fulde betaling af Ljungman. I stedet betalte svenskeren efterfølgende restbeløbene, når Stein Bagger eksempelvis havde købt et af sine mange eksklusive ure og havde brug for penge.
»Frygtelig mange udgifter«
Lige så langsomt begyndte svenskeren dog at kræve en større del af kagen, forklarede Stein Bagger. Og til sidst endte Ljungman med at beholde alle pengene, samtidig med, at presset voksede på Stein Bagger i Danmark.
For at holde leasingkarrusellen i gang skulle IT Factory-direktøren løbende bruge store beløb til betaling af blandt andet løn til de ansatte i IT Factory og til bestyrelsesformand Asger Jensby, som havde lavet en sponsoraftale med Bjarne Riis og dennes cykelhold.
»Der var frygteligt mange udgifter, og jeg fortalte ham (Ljungman, red.) også, at det var ved at være alvor«, siger Stein Bagger.
»Men hvorfor fortsatte du så med at lave aftaler med ham«, ville anklager Per Justesen vide.
»Når man er presset fra mange leder og kanter, så prøver man bare at få tingene løst. På den måde bliver man selv en del af omstændighederne«, forklarede Stein Bagger,
Han har endnu ikke forklaret sine motiver for, hvorfor han begik den massive svindel.




























