Den danske vindmøllekoncern Vestas er blevet ramt af en besættelsesaktion på Isle of Wight. Omkring 25 ansatte har besat fabrikken på øen i Den Engelske Kanal i protest mod bebudede afskedigelser, skriver det britiske internettidsskrift The Ecologist.
Ifølge tidsskriftet blev fabrikken og dens kontorer besat sent mandag. Politiet er blevet kaldt til stedet. En talsmand for politiet i Hampshire sagde tirsdag, at der ikke er planer om at storme fabrikken, men at man arbejder sammen med Vestas for at sikre en fredelig udgang på aktionen.




























