Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Hemmelig kilde i Baggersag taler ud

Bo Svensson stod bag den advarsel om urent trav i IT Factory, som blandt andre Asger Jensby modtog.
Bo Svensson stod bag den advarsel om urent trav i IT Factory, som blandt andre Asger Jensby modtog.
Lyt til artiklen

Direktør Bo Svensson fra it-virksomheden Convergens har de seneste to år desuden ageret under dæknavnet 'John Doe'.

Det anonyme navn har han benyttet i forbindelse med flere af de advarsler, som han i 2007 sendte til såvel IT Factorys nære samarbejdspartner IBM, bestyrelsesformand i IT Factory Asger Jensby og blogger Dorte Toft fra Berlingske Business angående situationen i IT Factory.

Bo Svensson forklarer, at han ikke har haft adgang til særlige informationer. Hans undren over den påståede succes i IT Factory bygger alene på offentligt tilgængelige informationer, siger han til politiken.dk.

Ingen kunder at se
Hvad var det, der konkret bragte dig på sporet af, at der var noget galt i IT Factory?

»Der havde i meget lang tid været en masse rygter og snak i branchen om, at man ikke kunne forstå, hvad det var, der forgik IT Factory. Ingen kunne rigtig få øje på kunderne«, siger Bo Svensson og fortsætter:

»Det, som jeg gjorde, var, at jeg tog mig tid til at kigge rygterne efter i sømmene. Konkret kiggede jeg på nogle regnskabstal. Og når jeg sammenholdt de forskellige ting, var der noget, der ikke kunne passe. Det gav anledning til nogle spørgsmål hos mig. De informationer, som jeg havde til rådighed var udelukkende offentligt tilgængelige informationer«, siger han.

Regnskab for godt til at være sandt
Hvad var det præcist, der ikke kunne passe i de informationer?

»Hovedproblemstillingen med regnskabstallene var ganske enkelt, at de så for gode ud. De var for gode til at være sande. En hurtig analyse af tallene viste, at omsætningen og overskuddet per medarbejder var langt højere, end vi nogensinde har set i branchen i Danmark - og internationalt også for den sags skyld«, siger Bo Svensson, der selv har været i it-branchen de seneste 15 år.

Men kan det teoretisk set ikke være, at tallene var i orden, hvis man for eksempel forestillede sig, at IF Factory solgte softwarelicenser eller noget i den retning?

»Nej, det mener jeg ikke. Jeg har i hvert fald ikke kunnet forstå, hvordan det skulle kunne lade sig gøre«.

Forventede IT Factory-kollaps
I slutningen af november stod det klart, at IT Factory var gået konkurs. Direktør Stein Bagger var forsvundet i forbindelse med en tur til Dubai.

Hvad tænkte du, da du hørte, at Stein Bagger var forsvundet?

»Det var egentlig mest en nå -oplevelse, for jeg havde en klar forventning om, at noget i den retning ville ske en dag. Ikke at Stein Bagger ville forsvinde, men at sandheden om IT Factory ville komme for en dag på et tidspunkt. Så jeg følte ikke noget omkring det, andet end at 'så nu er det nu'«, siger Bo Svensson.

Du sendte advarsler til både Asger Jensby og IBM. Har du nogen ide om, hvorfor de ikke reagerede på dine henvendelser?

»I virkeligheden er det et spørgsmål, som man bør stille til dem. Jeg fik jo et svar fra IBM, men advarslen fandt ligesom ikke klangbund på det tidspunkt i IBM, og hvorfor Asger Jensby ikke svarede, det kan jeg af gode grunde ikke svare på«.

Har du haft kontakt til IBM eller Asger Jensby efter offentliggørelsen af dit navn eller oprulningen af skandalen i IT Factory?

»Nej, det har jeg ikke«.

Opridsede alternativer for Jensby

I mailen til Jensby var du ret forudseende om, hvordan selve konstruktionen i IT Factory formentlig har været.

»Det, du skal lægge mærke til i den mail, er, at jeg skriver, at hvis man ikke sælger det, som man siger, man sælger, så er der kun to muligheder. Enten sælger man så noget helt andet, eller også så finder der en eller anden form for finansiel karrusel sted. Så jeg har som sådan ikke forudset, hvad der er sket i IT Factory, men jeg har opridset de to eneste alternativer til, at de ikke laver det, som de siger, at de gør. Så at sige, at jeg har forudset, hvad der er sket i IT Factory, det er nok mest en efterrationalisering«, siger Bo Svensson og fortsætter:

»Alle de informationer, der har været grundlaget for min forundring har været tilgængelige for alle. Jeg har i virkeligheden blot stillet nogle spørgsmål i forlængelse af, at jeg ikke kunne få øje på nogen kunder nogen steder. Det, jeg lægger frem i dag, må derfor stå alene. Jeg har ikke mere at bidrage med. Nu må andre ind og vurdere, hvad der konkret er sket«, siger han.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her