Olie- og rederigiganten A.P. Møller-Mærsk kom ud af sidste år med et milliardunderskud.
Samlet fik A.P. Møller-Mærsk et underskud efter skat på 5,5 milliarder kroner mod et plus på 17,5 milliarder året før.
Det er det første underskud nogensinde i Mærsk-gruppen, som blandt andet omfatter rederi, olieboring, supermarkeder og containerdrift, oplyser koncernen.
Containerforretningen trækker ned med minus 11 milliarder kroner efter skat, hvor den i 2008 gav et overskud på 2,9 milliarder . Omsætningen styrtdykkede her med 36 milliarder kroner til 110 milliarder.
Direktøren: Usædvanligt år
Koncernen kalder selv 2009 for »usædvanligt«. Og her hentydes til underskuddet på bundlinjen.
»Årets underskud er betydeligt, men 2009 var et usædvanligt år med historisk lave rater og lav efterspørgsel«, siger A.P. Møller-Mærsk Gruppens topchef Nils Smedegaard Andersen.
Tror på overskud igen i år
Nils Smedegaard Andersen tror dog på bedre tider i år for kæmpen med omkring 120.000 ansatte i 130 lande.
»Vi forventer et beskedent overskud for 2010«, lyder det fra topchefen.
Historisk underskud
Ifølge Politikens erhvervsanalytiker, Niels Lunde, er regnskabet det første med underskud, som A.P. Møller-Mærsk sender på gaden i virksomhedens historie. Koncernen blev etableret i Svendborg i 1904.
Her er tjeklisten til Mærsk-regnskabetritzau
fortsæt med at læse




























