Fra rekordvirksomhed til slatten bundprop

Metaltræthed. Det lykkedes ikke Flemming Østergaard at vende Parken Sport & Entertainments økonomiske problemer, inden han valgte at kaste håndklædet i ringen og trække sig fra posten som bestyrelsesformand.
Metaltræthed. Det lykkedes ikke Flemming Østergaard at vende Parken Sport & Entertainments økonomiske problemer, inden han valgte at kaste håndklædet i ringen og trække sig fra posten som bestyrelsesformand.
Lyt til artiklen

Sportsligt er der ikke noget at komme efter – FC København ligger fortsat i toppen af SAS Ligaen.

Men erhvervsvirksomheden Parken Sport & Entertainment sejler til gengæld rundt i særdeles hårdt uvejr.

LÆS OGSÅ Flemming Østergaard forlader Parken

Mens andre danske fodboldklubber har leveret underskud på underskud og holdt forretningen i live mere på kærlighed til klubben fra investorer og fans end gennem profitabel virksomhedsdrift, har Parken Sport & Entertainment altid stået som det gode eksempel på en fodboldklub, der kombinerede gode sportslige resultater med sund forretning.

I 2003/2004 havde Parken Sport & Entertainment ifølge Greens en overskudsgrad på 40, mens den i 2008 lå på mere beskedne to og gav dermed den første indikation på, hvor pilen skulle pege hen i 2009.

Rædselsår
I foråret 2009 kom startskuddet til et rædselsår for bestyrelsesformand Flemming Østergaard og resten af Parkens ledelse.

Første kvartalsregnskab viste et underskud på 22,6 millioner kroner, og at Parken Sport & Entertainment var voldsomt forgældet.

Selskabets langfristede gæld var steget fra 358 millioner kroner til 1355 millioner kroner. Gælden blev forklaret med, at Parkens investeringer i feriecenteret Lalandia endnu ikke havde båret frugt.

SKRIV Har Don Ø været en god mand for Parken og FCK?

Massive fejlinvesteringer
Parken Sport & Entertainment har foruden fodbold og håndbold bredt sig over en række andre forretningsområder gennem årene.

Listen tæller Fitness.dk, Lalandia og diverse ejendomsinvesteringer gennem projekter i og omkring Parken, massive investeringer i et nu skrinlagt italiensk ferieparkprojekt og planer om at bygge en multiarena ved Parken.

Det er den bruttotrup af erhvervsinvesteringer, der har været med til at gældsætte Parken Sport & Entertainment hårdt.

Katastrofen indtraf for alvor sidste efterår. Her viste regnskabet et underskud på 254 millioner kroner før skat, hvilket primært blev tilskrevet motionskæden fitness.dk.

Aktiekurserne havde for længst taget et dyk, men fik endnu et styrtdyk, da bestyrelsen meddelte, at det var nødvendigt at få tilført 500 millioner kroner for at komme ovenpå igen.

Don Ø for skud

Kritikken haglede ned over Flemming Østergaard for at have taget dårlige forretningsbeslutninger.

LÆS OGSÅ Genoplev Don Ø's gyldne øjeblikke

Storaktionæren Lønmodtagernes Dyrtidsfond krævede, at Flemming Østergaard med kælenavnet Don Ø skruede ned for don-tendserne og tog til takke med en mere tilbagetrukken rolle i selskabet og en tyndere løncheck fremover.

Flemming Østergaard gik velvilligt ned i løn og beklagede, at han havde været for generøs med checkhæftet til nye investeringer.

»Jeg må konstatere, at vi på ryggen af den globale højkonjunktur frem til efteråret 2008 traf nogle offensive beslutninger, som ikke har vist sig at være bæredygtige i en tid med økonomisk recession«.

Venner ud af bestyrelsen

Flemming Østergaard blev som bestyrelsesformand, men tog til takke med at skrue ned for egenrådigheden og lod storaktionærerne få mere indflydelse.

Det betød blandt andet fornyelse i bestyrelsen, hvor Flemming Østergaards venner Hans Jensen, tidligere formand for LO, ejendomsmægler Peter Norvig og direktør Michael Kjær blev erstattet af den fynske rigmand Erik Skjærbæk.

Det skete på en ekstraordinær generalforsamling 21. december sidste år.

LÆS OGSÅ Don Ø's venner forlader bestyrelsen

Efter at have forsøgt sig i sin nye rolle i nogle måneder tog Flemming Østergaard i dag konsekvensen af den megen opmærksomhed omkring ham og hans rolle i Parken Sport & Entertainment.

»Det har været spændende at stå i spidsen for Parken-koncernen og F.C. København, men de sidste måneders voldsomme fokus på min person har været meget krævende og efter min mening unuanceret«, skrev Flemming Østergaard i den pressemeddelelse, hvor han meddelte sin afgang.

TV: Lunde: Don Ø var en færdig mand i Parken

Rikke Faurfelt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her