»Et alvorligt tilbageskridt«, »en kæmpe fiasko«, som det kan komme til at tage »flere år at rette op på«. Det var ikke svært at få øje på skuffelsen i går, da de seks største medlemmer af Verdenshandelsorganisationen, WTO, Australien, Brasilien, Indien, Japan, EU og USA, måtte gå hver til sit efter over 14 timers frugtesløse forhandlinger i Genève. Målet med forhandlingerne i Schweiz var at komme videre i de såkaldte Dohaforhandlinger, der skal sikre, at de rigeste landes markeder bliver åbnet mere for fattigere landes varer, mod at de fattige lande til gengæld fjerner deres toldbarrierer for vestlige industriprodukter. Omdrejningspunktet for forhandlingerne har - siden de blev indledt i 2001 - været landbrugsprodukterne, og ikke mindst udviklingslandenes krav om, at USA og EU skal afvikle støtten til deres landbrugsprodukter og sænke toldtarifferne for importen af de udenlandske. Men lejrene var i går så langt fra hinanden, at WTO's formand, Pascal Lamy, ganske enkelt besluttede at aflyse de sidste to dages forhandlinger, og det har skabt frygt for, at man slet ikke kommer videre med frihandelsaftalerne. Skød på hinanden Efterhånden som støvet fra rundbordsslagsmålet lagde sig, begyndte forhandlingsparterne i pressen at skyde skylden på hinanden: EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, var således ikke sen til at anklage Washington for at have saboteret forhandlingerne. »På landbruget ville amerikanerne have dollar for dollar. Hver dollar de skulle opgive i landbrugssubsidier, ville de have igen på øget markedsadgang. USA ville formentlig holde sin landbrugssektor skadesløs forud for det amerikanske midtvejsvalg til november«, sagde Boel til Ritzau. Amerikanerne derimod sendte den løftede pegefinger tilbage til EU, som ifølge USA er mindst lige så modvilligt til at afgive sin landbrugsstøtte. Sandheden er imidlertid snarere en blanding af de to, for både USA og EU-landene er under pres hjemmefra for at sætte en bremse på frihandelsbestræbelserne. I USA på grund af den magtfulde landbrugslobby og utilfredsheden med det stadig stigende handelsunderskud, som nærmer sig 700 mia. dollar årlig. I EU-landene på grund af de højlydte - og ikke mindst franske - landmænd, der frygter for deres fremtid, hvis markederne åbnes på vid gab for produkter fra udviklingslandene. Hvad nu med WTO? Hvad kommer sammenbruddet i forhandlingerne egentlig til at betyde? Først og fremmest bliver tidsplanen voldsomt presset. Den amerikanske regerings hjemlige forhandlingsmandat fra Kongressen udløber i 2007, og med det nuværende dødvande er der ikke meget, der peger i retning af pludselige gennembrud. Og en aftale uden USA - verdens største økonomi - er decideret uinteressant. Samtidig kan det ikke understreges nok, at forhandlingerne nu er kuldsejlet konsekvent, siden WTO tog hul på dem i november 2001. Og det kan komme til at få alvorlige konsekvenser for den relativt unge organisation WTO, hvis troen på organisationen begynder at sive. Og det er der flere indikationer på, at den gør. Således er USA ved at indgå bilaterale handelsaftaler med en række arabiske, asiatiske og centralamerikanske lande, ligesom EU er ved at etablere et nyt økonomisk partnerskab med landene omkring Middelhavet og en række tidligere kolonier i Afrika, Caribien og Stillehavet. Faren er, at fremtiden bliver domineret af sådanne bilaterale aftaler, fordi forhandlingen altid er i det mest magtfuldes lands favør - hvilket således næppe nogensinde vil komme udviklingslandene til gavn. Helt galt risikerer det at blive - frygter enkelte økonomer - hvis man ender i en situation, hvor der dannes en række regionale handelsblokke. For det værste, der kan ske for verdensøkonomien, er, at det internationale erhvervsliv mister tiltroen til de regler, der regulerer den globale handel, fordi handelsdisputter og indbyrdes protektionisme kan få frit løb, hvis WTO er blevet svækket. Spørgsmålet er, om det kommer så vidt. Men indtil da har WTO brug for et mirakel.