Advokater: Borgere fanget i RKI-register

Lyt til artiklen

Det er alle danskeres skræk. At få en plads i RKI's register over dårlige betalere. Det er ikke kun pinligt, det er også uhyggeligt effektivt. En registrering lukker effektivt for alle dine lån og kreditter i banker, virksomheder og butikker. Men Foreningen af Inkassoadvokater kritiserer nu RKI for at gå over stregen i iveren efter at tjene penge på gældsplagede danskere. Ved siden af det officielle register driver RKI et lukket skyldnerregister, hvor firmaer kan få registreret personer med mindre gældsposter, uden at sagen har rundet en retsinstans, og uden at skyldneren selv skriftligt har anerkendt eller accepteret kravet. Opererer i gråzone Det lukkede register opererer i lovgivningens gråzone, mener inkassoadvokaterne, der har anmeldt sagen til Datatilsynet: »Vi er bekymrede over dette lukkede register, hvor borgere risikerer at blive stemplet som dårlige betalere, uden at forholdet er underlagt retssystemets kontrol. I værste fald risikerer folk en registrering, som ikke har hold i virkeligheden«, siger Peter Lunding Smith, formand for Foreningen af Inkassoadvokater. Skræmmeværktøj Han har svært ved at forstå, at myndighederne ikke for længst har grebet ind. For det lukkede RKI-register har ifølge inkassoadvokaternes formand eksisteret siden 1987, hvor det blev etableret som en hjælp til de virksomheder, der dengang havde svært ved at håndtere edb-systemer. Det har de fleste virksomheder nok fået styr på siden hen, mener Peter Lunding Smith: »Det er ikke tilladt at lade folk stå i et sådant register uden efterfølgende at få deres accept eller en dom for kravet. Folk kan reelt stå i det lukkede register i op til to år, uden at sagen har været for retten, eller de skriftligt har anerkendt gælden. Vi mener, at RKI's kunder bruger dette lukkede register som et ekstra skræmmeværktøj - måske især i de mindre sager. Vi ser tilfælde, hvor borgere nægter at betale en regning, fordi de mener, der er tale om en fejlopkrævning. Men i stedet for at behandle sagen, glemmer nogle kreditorer at notere indsigelserne og indberetter uden videre skyldneren til RKI«, siger inkassoadvokaternes formand. Andre forhold på spil Han afviser, at advokaternes offensiv alene er et forsøg på at kapre kunder, opgaver og omsætning i konkurrencen med RKI. »Selvfølgelig kan du sige, at mange af vores medlemmer er konkurrenter til RKI - men de er også samarbejdspartnere i mange sager, siger Peter Lunding Smith: »Her er der andre forhold på spil. Vi har kurs mod et retssikkerhedsmæssigt skråplan, hvis ikke grundlaget for en kreditvurdering har været underkastet en form for uvildig kontrol«. RKI afviser kritikken I Datatilsynet bekræfter kontorchef Lena Andersen, at sagen verserer: »Vi arbejder i forvejen med en sag mod RKI og vil nu se på hele komplekset samlet. Og mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt«. Det kan til gengæld RKI's direktør, Jørn S. Hansen, der ikke vil høre tale om halve eller hele ulovligheder i virksomheden. »Det lukkede register er godkendt af Datatilsynet, og det lever op til lovens bestemmelser. Der er i øvrigt meget klare lovregler på dette område«, siger direktøren. Hele formålet med det lukkede register har netop været at prøve de mindre gældssager af, inden de går videre i retssystemet og får plads i det åbne RKI-register. »Her kan vi få en række sager klaret af på forhånd uden en masse besvær og en masse udgifter for alle sagens parter«. Hvordan sikrer I, at der ikke sker fejl, overgreb eller brud på retssikkerheden for de borgere, der har fået plads i det lukkede register?

»Der kan folk kontakte os og gøre indsigelser mod registreringen, så vil vi behandle sagen og slette den pågældende person fra registeret, hvis der er sket en fejl«. »Jeg har forstået, at denne kritik kommer fra Foreningen af Inkassoadvokater, men det er ikke en kritik, vi hører fra de advokater, vi samarbejder med, og det er ganske mange«, siger Jørn S. Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her