To af de danske virksomheder, der blev fremstillet i et lidet flatterende lys i tv-udsendelsen 'Når tilbud dræber', forsøger nu at begrænse skaderne på omdømmet. Kemikoncernen Cheminova er parat til at styrke undervisningen af bønder i den tredje verden, og også koncernen Jysk lover bod og bedring. Nye toner fra Cheminova Lars Larsens koncern vil både udskifte underleverandører og koble sig på et etisk netværk - alt sammen for at bortvejre tv-billederne af fattige indere i en sky af kemikalier. Selv om kemikoncernen Cheminova i første omgang meldte hus forbi og afviste at kunne lastes for fattige indiske bønders livsfarlige omgang med sprøjtemidler, som tv-billederne viste, lyder der nu nye toner. På et møde med repræsentanter for fagforeningen 3F onsdag erklærede Cheminova sig villig til at drøfte et samarbejde, der skal styrke uddannelsen af bønder i den tredje verden. Vil højne sikkerheden »Vi havde et meget konstruktivt møde med 3F og vil nu fortsætte dialogen med fokus på, hvordan vi kan gøre mere ud af instruktionen af brugerne i sprøjtesituationen«, siger Cheminovas koncernchef, Bjørn Albinus, der understreger, at Cheminova allerede gør en stor undervisningsindsats. »Men hvis vi kan gøre noget bedre, er der ikke noget, vi hellere vil. Der er ingen tvivl om, at sikkerheden omkring sprøjtemidler ikke er god nok«, siger Bjørn Albinus. Undersøger anklager I udsendelsen blev Cheminova anklaget for at mærke sine produkter for dårligt, og koncernens sprøjtemidler blev direkte sat i forbindelse med et højt antal kræftforekomster i Punjab-provinsen. Cheminova har nu iværksat en intern undersøgelse. De første delresultater ventes i næste uge, men allerede nu er kemikoncernen indstillet på at tage 3F med på råd. »De har nogle erfaringer med undervisning i fattige lande, f.eks. Mellemamerika, som vi kan lade os inspirere af«, siger Bjørn Albinus. Jysk vil skifte underleverandører I samme tv-udsendelse blev detailkæden Jysk anklaget for at se stort på de etiske regler, når der indkøbes håndklæder og andre tekstiler i Indien. To af koncernens leverandører blev bl.a. kritiseret for at benytte sig af børnearbejdere og for at forbyde de ansatte at organisere sig. Også Jysk har iværksat en undersøgelse og melder nu ud, at man er parat til at skifte leverandørerne ud. »Hvis de to fabrikker ikke lever op til vores forventninger, skal vi selvfølgelig finde nogle andre, der gør«, siger Jysks pressechef, Kim Nøhr Skibsted. Jysk-koncernen undersøger også muligheden for at blive medlem af et tysk netværk af butikskæder, der opererer ud fra et fælles sæt etiske regler. »Etik er ikke til forhandling« »Vores etiske regler er ikke til forhandling. Vi handler med de leverandører, der kan levere den bedste kvalitet til den billigste pris, men de skal også opføre sig ordentligt og anstændigt«, siger Kim Nøhr Skibsted. 3F's internationale sekretær, Sune Bøgh, mener, at den danske fagbevægelse bør indtage en nøglerolle, når det gælder om at sikre arbejdsforholdene på de danske virksomheder, der flytter produktionen ud. »Virksomhederne skal tage de gode danske traditioner med sig ud af landet. Derfor er det vigtigt, at der indføres regler i det danske system om, at tillidsmændene tages med på råd, når der outsources«, siger Sune Bøgh fra 3F, der ser frem til at fortsætte dialogen med Cheminova og Jysk. Politisk initiativ 'Når tilbud dræber' har også sat politikerne i gang. I et åbent brev til tre ministre opfordrer SF's globaliseringsordfører, Steen Gade, regeringen til at sørge for, at Danmark kommer i front, »når det gælder globalisering med et menneskeligt ansigt«. »Mit forslag til jer er, at I sammenkalder de største indkøbere i Danmark for at lave en aftale med dem om 'global responsibility' og pligt for leverandørerne til at leve op til ILO-konventionerne, herunder retten til at være i fagforening. Samt om årligt at offentliggøre detaljerede oversigter over, hvordan de varer, som indkøbes, er produceret«, skriver Steen Gade i sit brev til arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen, forbrugerminister Lars Barfoed og miljøminister Connie Hedegaard. SF foreslår samtidig, at en række udvalg i Folketinget til efteråret går sammen om at arrangere en høring om problemstillingen, herunder SF's eget forslag om at oprette en EU-institution, der kan undersøge arbejdsforhold i de ulande, som forsyner EU med varer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























