Det islandsk ejede flyselskab Sterlings saga i Finland blev kort. Flyselskabet har meddelt, at det lukker sine otte ruter ud af hovedstaden Helsingfors fra midten af august. Eneste undtagelse er ruten til Malaga i Spanien, den bliver først lukket i slutningen af oktober i år. Lukningen kommer knap to måneder efter, at Sterling i marts åbnede sine ruter i Finland - alle med udgangspunkt i hovedstaden, skriver det finske nyhedsbureau FNB. Ledelsen i lavprisflyselskabet nævnte ellers ved offentliggørelsen af ruterne fra Helsingfors, at målet var at gøre Sterling størst i Norden - og dermed give det finske flyselskab Finnair kamp til stregen.
Sterling lukker ned i Finland
Lyt til artiklen