For fire år siden arbejdede butikschef Tommy Steffensen 60-65 timer om ugen. Han var blevet lysegrå i ansigtet, kort for hovedet og utålmodig over for sine kolleger. Han var ikke nærværende over for familien og vennerne. Og han var ikke klar over, at han var stresset. Stressbarometer på computer Tommy Steffensen er en af de 200 medarbejdere i Irma, der bruger et pc-baseret stressbarometer til at tjekke, hvor stressede de er. I det sidste kvartal har 4 af de 200 medarbejdere været stressede i en grad, så de befandt sig i det faretruende røde felt på stressbarometeret. »Hvis vi ikke havde arbejdet med de fire, der var i rødt felt, så er jeg ret sikker på, at jeg havde stået i en situation som for fire-fem år siden, hvor en chef fik en blodprop, fordi vedkommende ikke selv fik sagt fra«, siger Irmas salgsdirektør, Jan Larsen. Så galt gik det heldigvis ikke for Tommy Steffensen. For selv om han havde svært ved at erkende, at han var stresset, så fik en distriktschef alligevel overtalt ham til at tage en snak med en erhvervscoach. »Dengang var det tabu for mig at tale om stress. Det betød jo, at man ikke kunne noget. Så var man ikke en god leder. Og jeg elskede jo mit arbejde, og jeg synes, det var skønt at have mange bolde i luften«, siger Tommy Steffensen. Hjælp på vej Fra hovedkontoret i Rødovre tjekker Jan Larsen hver mandag, hvor medarbejdernes stressniveau ligger. Han kan ikke se præcist, hvem der er stressede, men han kan se, i hvilket geografisk område de befinder sig. Jan Larsen henvender sig derfor til distriktscheferne og forsøger at få indkredset, hvor der kan være problemer. Når problemet er lokaliseret, bliver der sat hjælpeforanstaltninger i gang for at fjerne årsagen til det høje udslag på stressbarometeret. »Vi rådgiver, vejleder eller ændrer på nogle arbejdsfunktioner og opgaver. Og derfra vurderes det, om der for eksempel er behov for psykologhjælp eller en coachordning«, siger salgschef Jan Larsen. Da Tommy Steffensen tog en samtale med en coach, var han til at begynde med skeptisk overfor, om det overhovedet kunne hjælpe. »Coachen foreslog mig for eksempel, at jeg skulle blive bedre til at bruge en kalender og skrive mine gøremål ned. Først tænkte jeg bare, at det ville give mig mere arbejde. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at når jeg får skrevet tingene ned i min lille røde bog, så kan jeg se, at jeg ikke selv behøver at løse alting. Det er nemmere at give det videre til andre, når man har det stående på et stykke papir«, siger Tommy Steffensen. Stressbarometer til alle Og det er netop sådan, at salgschef Jan Larsen ønsker, at hans medarbejdere skal organisere og strukturere deres arbejde. »Jeg er bedøvende ligeglad med, hvor meget folk arbejder. Det lyder lidt arrogant, men kunsten er at finde nogle metoder til at planlægge, strukturere og uddelegere opgaverne, så ikke alting skal køre igennem chefen. Det er det, det handler om som chef. Og det er noget, vi har arbejdet ekstremt meget med det sidste års tid, og som giver god pote«, siger Jan Larsen. Jan Larsen regner desuden med at tilbyde alle Irmas fuldtidsansatte adgang til stressbarometeret inden for et par år. »Det er mit indtryk, at om tre til fem år, så bliver det her standarden for dem, der vil noget med deres medarbejdere. De andre vil tabe på at blive hængende i industrisamfundet og glemme alle de bløde værdier«, siger han. Jeg er et andet menneske i dag. Jeg er den gamle Tommy igen. Når jeg sidder der- hjemme, så er jeg hjemme. Når bør- nene taler til mig, så reagerer jeg« »Hvis en medarbejder ryger ned med stress, så koster det rigtig mange penge. Men jeg synes også, at det er vores ansvar som arbejdsgiver«. Under gennemsnittet På landsplan ligger sygefraværet på 4,1 procent. Hos Irma ligger det på 2,8 procent. For salgschefen er målet med stressbarometeret at 'fange' de medarbejdere, der er kommet ud, hvor de ikke selv kan sige fra. Butikschef Tommy Steffensen er i dag fast i det grønne felt, for han har lært at strukturere og organisere arbejdet, så han undgår stress. »Jeg er et andet menneske i dag. Jeg er den gamle Tommy igen. Når jeg sidder derhjemme, så er jeg hjemme. Når børnene taler til mig, så reagerer jeg. Men jeg havde gået i flinkeskole, og hvis nogen sagde til mig, at jeg skulle løse en opgave, så løste jeg den 100 procent. Og det gør jeg stadig, men nu er det på en anden måde«, siger Tommy Steffensen.