Danskernes sorte arbejde er på retur

Lyt til artiklen

Det sorte arbejde er faldet markant i de seneste fire til fem år, viser en ny analyse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed. Dermed er den systematiske, sorte skatteunddragelse tilsyneladende på retur. Og forklaringen er først og fremmest, at danske mænd for alvor har skåret ned på det sorte arbejde. Lang vej endnu En god nyhed for skatteminister Kristian Jensen (V), der mister milliarder i skatteindtægter på danskernes måneskinsarbejde. Men selv om kurven er knækket, er der lang vej endnu. Rockwoolfondens Forskningsenhed opgør værdien af det sorte arbejde til rundt regnet 46 milliarder kroner i 2005 - et fald på 10 procent i forhold til 2001, hvor værdien af det sorte arbejde blev opgjort til 51 milliarder kroner. Og her er det mændene, der trækker i den lovlydige retning, mens kvinderne i undersøgelsen har stadig flere sorte arbejdstimer. Bygge- og anlæg udsat for kontrol Selv om kvinderne er ved at komme efter det, er der dog stadig langt flere mænd end kvinder, der arbejder sort. Mange af dem kommer fra bygge- og anlægsbranchen, hvor myndighederne i de forløbne år har sat ind med hyppige kontroller og heftige kampagner for at stoppe det sorte arbejde. »Det kan have fået nogle mænd til at skrue ned for aktiviteten«, siger Claus Larsen. Unge mænd er værst Rockwoolfonden kan også tegne billedet af den dansker, der arbejder sort. Ud over at der mestendels er tale om en mand, så er han for det meste også ung. Faktisk har over 40 procent i aldersgruppen 18-19 år arbejdet sort inden for de sidste 12 måneder - mens kun 10 procent af de ældre, 60-69-årige, har arbejdet sort. Han kan både være studerende, faglært som ufaglært eller selvstændig erhvervsdrivende. Men hvor de faglærte udgjorde op mod halvdelen af den sorte arbejdsstyrke i 1994, så er den nu faldet til en tredjedel - hvad der nogenlunde svarer til andelen af ufaglærte. Folkelig accept på retur At det sorte arbejde er på retur, har Rockwoolfonden ikke nogen entydig forklaring på. Men måske er danskerne så småt begyndt at ændre holdning til sort arbejde. De fleste undersøgelser viser ellers, at mange danskere har svært ved at se sort arbejde som decideret skattesnyd. Men måske er den brede folkelige accept på retur, mener fonden. »Hvis man ser på de tidligere målinger og sammenligner dem med de nyeste, kunne det godt se ud, som om holdningerne har ændret sig, at sort arbejde nok er mindre accepteret i dag end tidligere, selv om accepten stadig er temmelig høj«, siger Claus Larsen. Fairplay-kampagne virker Samtidig kan regeringens kampagner have haft en betydning, konstaterer Rockwoolfonden med henvisning til skatteministerens Fairplay-kampagne, der blev lanceret i august 2004: »Via reklamer og kontrolaktiviteter satte man fokus på, at det både er unfair, usportsligt og strafbart at arbejde sort. Fokus var i høj grad på arbejde inden for bygge- og anlægssektoren. At vi nu arbejder mindre sort end tidligere kunne være et udtryk for, at kampagnen virkede. At befolkningen er blevet ramt på moralen eller på bevidstheden om det strafbare i skatteunddragelse. Om det er tilfældet er svært at sige«, skriver forskerne. Jyder arbejder sort? En anden forklaring kan være konkurrencen fra de østeuropæiske håndværkere, der har fundet vej til Danmark, efter at deres lande er blevet optaget i EU. Måske bliver en del af det sorte arbejde - ligesom det hvide arbejde - nu udført af håndværkere fra de nye medlemslande, vurderer Rockwoolfonden, som også benytter lejligheden til at aflive et par sejlivede myter om sort arbejde: Det passer nemlig ikke, at mange ledige supplerer kontanthjælpen eller dagpengene med en god gang sort arbejde. Faktisk peger både danske og udenlandske undersøgelser på, at arbejdsløse arbejder mindre sort end gennemsnittet. Og så er der den med jyderne: For enhver ved jo, at jyder arbejder mere sort end sjællændere, ikke? Nej - det passer slet ikke. Nok var det sådan engang, at der blev arbejdet mere sort både i Jylland og på Fyn end på Sjælland. Men nu er forskellene mellem landsdelene stort set jævnet ud. Nu er sjællændere, fynboer og jyder lige sorte i kanten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her