Samtlige 50 luftfartsselskaber i Den Demokratiske Republic Congo, DRCongo, optræder på EU's ny sortliste over farlige selskaber. Også alle 11 selskaber i Ækvatorial Guinea, alle tre selskaber i Liberia, alle 13 selskaber i Sierra Leone og alle seks selskaber i Swaziland er sat på EU's sorte liste. Må ikke flyve i EU Af de resterende ni luftfartsselskaber på listen kommer et fra Nordkorea, et fra Afghanistan, to fra Kazakhstan, to fra Kirgistan, et fra Thailand og et fra Rwanda. EU's luftfartseksperter anser fly fra de pågældende selskaber for at være så farlige for flysikkerheden, at de ikke må flyve ind i EU's luftrum. Opdateres hver tredje måned Listen over luftens sorte får blev i dag officielt afsløret af EU's transportkommissær, Jacques Barrot. Reglerne træder i traft på lørdag, og listen opdateres hver tredje måned af det europæiske agentur for flyvesikkerhed, EASA, på basis af en vurdering foretaget af EU's luftfartseksperter. Afdækkes der akutte sikkerhedsmæssige problemer med et luftfartsselskab, kan de nationale luftfartsmyndigheder rette henvendelse til EU for at få sat et luftfartsselskab på listen. Europæiske selskaber i fare Denne type sikkerhedspolitik er traditionelt et nationalt anliggende, men Barrot finder det »ubegribeligt«, hvis et EU-lands myndigheder fremover skulle finde på at tillade flyselskaber, som er med på listen. Barrot siger, at også europæiske selskaber kan komme på den sorte liste, men det vil være »højst undtagelsesvist«. Presset for det nye register kom sidste år, dels efter flere flystyrt. I Cypern og Venezuela døde i alt 273 passagerer. Dels fordi det tyrkiske selskab Onus Air omgik forbud i fire europæiske lande ved i stedet at lande i Belgien. Trafikminister tilfreds Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) er tilfreds med, at sortlisten er blevet sat i værk inden for den fastsatte tid. »EU's luftfartseksperter har valgt ikke bare at se på sikkerheden hos de enkelte luftfartsselskaber, men er gået skridtet videre og har set på kvaliteten af tilsynsarbejdet hos luftfartsmyndighederne i de enkelte lande. Det må aldrig blive sådan, at nogle spiller hasard med flypassagerernes liv ved at tillade dubiøse luftfartsselskaber at optræde under 'bekvemmelighedsflag' i lande, hvor myndighederne ikke fuldt og helt lever op til de internationale standarder for flyvesikkerheden«, siger Flemming Hansen og understreger, at listen ikke er et mål i sig selv. »Målet er at forbedre flyvesikkerheden, og ikke at hænge enkelte lande eller luftfartsselskaber ud«, siger Flemming Hansen.
EU advarer mod afrikanske flyselskaber
Lyt til artiklen