Skatteminister: Frynsegoder undervurderet

Lyt til artiklen

Skatteministeriets eksperter har undervurderet omfanget af danskere, der har taget imod tilbuddet om skattefrie medarbejderaktier og obligationer på deres arbejdspladser. Det erkender skatteminister Kristian Jensen (V) nu i et svar til SF's skattepolitiske ordfører Morten Homann. Intet dækkende billede Alligevel er der ikke grundlag for at konkludere, at ordningerne koster staten flere penge i tabte skatteindtægter, når der ikke »foreligger et fuldt dækkende billede af udbredelsen af ordningerne«, skriver ministeren. Men den melding får nu en af landets førende skatteeksperter til at reagere. Skattefrie frynsegoder breder sig med en sådan hast, at statens tab skal tælles i milliarder, mener professor Ole Bjørn, tidligere formand for Ligningsrådet og nu skattekonsulent i revisionsfirmaet KPMG: »Min vurdering er, at den samlede samfundsmæssige omkostning ved de mange skattebegunstigede personalegoder ligger på mellem fire og fem milliarder kroner. For flodbølger har det med at hærge, inden de lægger sig - og situationen i Danmark lige nu er den, at antallet af lønmodtagere, der har disse goder, er i hastig vækst«, siger Ole Bjørn. Grotesk Skatteministeriet skønner, at alle former for skattefrie frynsegoder - fra internetforbindelser og sundhedsforsikringer til pendlerkort og medarbejderaktier - hvert år koster statskassen 1,1 milliard kroner i tabte skatteindtægter. Men det skøn nærmer sig efterhånden det groteske, mener Ole Bjørn. Og det er holdningen hos flere skatteeksperter, som Politiken har talt med; danskerne har for alvor fået smag for skattefrie frynsegoder. De er blevet et attraktivt alternativ eller supplement til beskedne lønstigninger. Skattefri penge Og skatteeksperterne er ikke i tvivl om, at det næste hit bliver medarbejderaktier og -obligationer. Her kan medarbejderne deponere en del af lønnen i virksomhedens bogholderi i en årrække, hvorefter de kan hæve pengene skattefrit. I december sidste år vurderede skatteministerens eksperter i en statusrapport, at 14.400 ansatte over hele landet har købt medarbejderobligationer og -aktier. Men siden da har landets ti største pengeinstitutter delt medarbejderaktier ud til mere end 15.000 medarbejdere. Og i forrige uge kunne Post Danmark meddele, at 11.000 ansatte har sagt ja tak til tilbuddet om skattebegunstigede medarbejderaktier. Undervurderet Det er på den baggrund, at skatteministeren nu erkender, at ministeriets egne skøn ikke holder vand. »Antallet af personer med medarbejderaktier m.v. er således undervurderet i Statusrapporten«, skriver Kristian Jensen i sit svar. Revisionsfirmaet Deloitte vurderer, at omkring 100.000 danskere i løbet af de næste par år vil tage imod tilbuddet om at købe medarbejderobligationer eller aktier. Holder den vurdering, vil det koste staten et tab i skatteindtægter på mindst 650 millioner kroner - alene på aktier og obligationsordninger. Den vurdering deler Ole Bjørn. Ingen ordentlige undersøgelser Han kalder det betænkeligt, at der ikke findes ordentlige og solide undersøgelser af frynsegodernes omfang og profil: »Der er grund til bekymring, når personalegoder eksploderer i en model, der har social slagside. For disse goder er stort set forbeholdt privatansatte. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det altså ikke de lavtlønnede, der kører hjem i firmabil«, siger Ole Bjørn. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her