Danske SAS-piloter mister skattefidus

Hver tiende SAS-pilot kan se frem til et skattesmæk, efter at deres ansættelse er trukket hjem til det danske SAS-selskab. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Hver tiende SAS-pilot kan se frem til et skattesmæk, efter at deres ansættelse er trukket hjem til det danske SAS-selskab. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Stort set alle 717 danske SAS-piloter er for tiden sure på ledelsen. De mener, at det strider mod tidligere aftaler, da de per 1. marts blev overflyttet fra at være samlet ansat under konsortiet til at blive opdelt på tre nationale (Danmark, Sverige og Norge) og et interkontinentalt selskab. Skattesmæk Men for næsten hver tiende pilot, nemlig de 63 danske SAS-piloter, der bor i Frankrig, samt nogle stykker bosiddende i blandt andet Storbritannien og Luxembourg, handler konflikten om overflytningen ikke kun om en splittet pilotgruppe og dårligere vilkår for lønforhandling. På grund af ændrede skatteforhold vil de ifølge skatteeksperter også få et gevaldigt skattesmæk, efter at ansættelsesforholdet er flyttet fra Sverige til Danmark. Da de berørte SAS-piloter var ansat under konsortiet - altså i Sverige - betalte de nemlig skat i det land, hvor de er bosat, ifølge Tommy Valen fra Skatteverket i Sverige. Det vil sige i Frankrig, Luxembourg og Storbritannien. Men sådan er det ikke for ansatte i danske virksomheder, siger direktionsmedlem og international ekspert i Skat Ivar Nordland: »Beskatningen ligger i Danmark for personale, der er ansat i Danmark og flyver i danskregistrerede flyvemaskiner. Når personale overføres til et dansk selskab, får vi skat ind, som vi ikke har fået før«, siger Ivar Nordland. SAS-ledelse kender ikke problemet Hvor mange penge det drejer sig om, afhænger af den enkeltes indtjening. Men da den danske skatteprocent er væsentlig højere end den franske, vil det utvivlsomt ramme nogle af piloterne hårdt. John Dueholm, der er viceadministrerende direktør i SAS, kender intet til, at nogle af de danske piloter rammes på skatteregningen, når de trækkes hjem til det danske SAS-selskab. »Vi blander os ikke i, hvor vore ansatte bor. Vi har ikke hørt, at flytningen af piloter har skattemæssige konsekvenser, og det er under alle omstændigheder ikke noget, vi kan tage hensyn til. Det har selvsagt ingen indflydelse på vore strategiske beslutninger«, siger John Dueholm. Kan det skattemæssige have betydning for piloternes modstand mod at blive flyttet? »Det kan jeg ikke forestille mig. Det er under alle omstændigheder aldrig noget, vi er blevet præsenteret for«, siger John Dueholm. Piloterne: Har aldrig været politisk tema Og det samme siger piloternes formand, Mogens Holgaard: »Jeg har ikke hørt om den her problematik. Men jeg siger også, at jeg vil ikke afvise den, for jeg kender ikke noget som helst til den. Jeg kan bare sige, at den aldrig har rundet bestyrelsens bord, så det er ikke et politisk tema. Men derfor kan det da godt være, at det er problematisk for de mennesker«, siger formanden. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra en af de berørte piloter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her