Fagbevægelsen blæser til rabatkrig

Lyt til artiklen

»Jeg tror ikke, der er nogen, der melder sig ind i en fagforening for at få fire nye vinterdæk«. Formanden for HK Handel Jørgen Hoppe er arg modstander af LO-toppens satsning på butiksrabatter til medlemmerne. Den slags aftaler giver mere ulighed i samfundet, mener Hoppe. Ny rabatklub For når nogen får rabat, må andre betale regningen. Og hvad værre er: LO's nye rabatklub - LO Plus - går ikke af vejen for at samarbejde med butikker eller virksomheder, der prøver at slippe uden om anstændige overenskomster og rimelige arbejdsvilkår for de ansatte, mener Jørgen Hoppe: »Jeg synes, det er meget uheldigt, at LO har begivet sig ind i det her felt. Det kan aldrig blive en fagforenings opgave at handle i virksomheder, der ikke har en overensomst. Og det bliver jo konsekvensen, når det udtrykkeligt er besluttet, at LO Plus ikke skal stille den slags krav til de butikker, de handler med«, siger Hoppe. Konkurrerende butikskæder Han peger selv på butikskæden Skousen Husholdningsmaskiner, der underskrev en rabataftale med LO Plus, inden butikkens ansatte havde fået en egentlig overenskomstaftale. Det har den så fået siden. Men kun fordi HK pressede på, mener Hoppe. »Vi har også fordele, vi kan dele ud til vore medlemmerne i HK Handel, og det er helt fint. Men det skal da ikke redde fagbevægelsen og vores medlemstal. Det skal vores kerneydelser og vores evne til at få dem forklaret ude hos medlemmerne«. Jørgen Hoppe kalder det særligt problematisk, at LO Plus i nogle brancher har lovet ikke at underskrive rabataftaler med konkurrerende butikskæder. »Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal anbefale mine medlemmer i Flügger, at de skal handle i Bauhaus«, siger Hoppe, der også når at understrege, at han på ingen måde er imponeret over de rabataftaler, LO Plus har forhandlet hjem til medlemmerne. »Skulle det her virkelig tonse noget, skulle man have fat i de store dagligvarekæder og tøjhuse«. HK internt uenige Men det er ikke alle HK-forbund, der deler Hoppes holdninger. Mens HK Handel afviser al snak om formaliserede rabatklubber, er både HK Stat og HK Kommunal medejere af landets ældste rabatklub - Forbrugsforeningen, der ligner LO Plus til forveksling. »Jamen jeg mener heller ikke, at vi som fagforbund har noget at gøre i Forbrugsforeningen - så der er vi ikke enige i HK-sektorerne. Men der er dog en væsentlig forskel: Du kan ikke sige nej til LO Plus. Hvis din fagforening er med i klubben, er du det også - uanset om du vil eller ej. I Forbrugsforeningen er det trods alt hvert enkelt medlem, der suverænt afgør, om han eller hun vil være medlem«, siger Jørgen Hoppe, der forgæves har forsøgt at få alle LO-forbund til at boykotte LO Plus. Men Hoppes offensiv holder ikke, mener arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen: »For fagbevægelsen gælder det netop om at skabe ulighed - nemlig ulighed mellem dem, der står i fagforening, og dem, der står uden for«, siger arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen. »For mig at se er LO Plus udtryk for en klar strategi i fagbevægelsen; den vil give medlemmerne nogle særlige fordele, som er tydelige og synlige. I dag er situationen jo den, at selv de gule fagforeninger og de uorganiserede lønmodtagere kan høste fordelene af en kollektiv overenskomst. Så det gælder om at finde nye veje. Det her er en af dem - det er lige efter lærebogen. Og jeg kan ikke deltage i Jørgen Hoppes forargelse over, at forbundenes medlemmer er tvunget med i denne her indkøbsforening - for der er jo ingen, der tvinger dem til at bruge rabatterne«, siger han. Rigtige venner Ud over HK Handel har forbundet FOA - Fag og Arbejde - også valgt at stå uden for LO Plus. Til gengæld bakker 14 andre forbund op om rabatklubben. Fra sin plads i LO-toppen kaster LO-sekretær Harald Børsting redningskranse ud i det oprørte hav: »Jamen, der er enkelte forbund, der er ikke er med i ordningen, men det er deres sag, og vi er lige gode venner af den grund. Jeg tror heller ikke, at medlemmernes loyalitet for fagforeningen kan forankres i en indkøbsforening. Men jeg tror, det betyder noget for medlemmerne, at de på denne måde får noget af kontingentet tilbage. Og når man i forvejen står sammen i så stor en gruppe af lønmodtagere - så kan man da lige så godt udnytte sin styrke på det her felt også«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her