Det er nok ikke in the name of love, at danske erhvervsledere i dag tropper op til foredrag med Bono. Det er formentlig heller ikke, fordi de lige står og trænger til en brandtale om aids-problemet i Afrika. Men det er ikke desto mindre, hvad over 1.000 medlemmer i Børsen Executive Club kan forvente. For U2-forsangeren lander solo i København for at argumentere for frihandel med udviklingslandene. Det er vejen til en bedre verden, mener han. Verdensnavne Men hvad er det egentlig, som får erhvervslivets top til at betale 7.500 kr. før moms for et medlemskort til Børsen Executive Club? Måske er det svar nok at sige, at medlemmerne får turpas til foredrag med verdensnavne såsom Madeleine Albright, Bill Clinton og mulighed for vinsmagning i Bordeaux eller golfrejse i Portugal. Når det gælder dagens foredrag, er et mere præcist svar, ifølge dagbladet Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen, at de danske erhvervsledere kan lære af Bonos forvandling fra rockikon til politisk »enmandslobby«: »Det er op til den enkelte, hvordan man som erhvervsleder vælger at bruge hans foredrag i forbindelse med at sælge skrivemaskiner eller computere i Nordjylland. Vi udbyder ham som et spændende menneske. Først og fremmest er det enestående, at han som enkeltperson har kunnet få accept i den traditionelle politiske verden i den grad, at han bliver inviteret med til de store internationale topmøder som G8 og World Economic Forum i Davos. Og så kan han henlede opmærksomheden på Afrika, som i sig selv er et godt formål«. Misforstået budskab Erhvervsmand Asger Aamund optræder i Børsen Executive Club i maj med foredraget 'Ledelse i vækstvirksomheder - en tur i rutschebanen'. Han ser klubben som et fornuftigt tilbud, der kan få medlemmerne til at se ud over deres »faglige tunnelsyn«. Men når det gælder det aktuelle arrangement, mener Asger Aamund, at man skal passe på med at overvurdere musikerens indsigt i de globale økonomiske mekanismer. »Det, Bono adresserer, er noget, jeg har forholdt mig til i lang tid. Han kan ikke fortælle mig noget, jeg ikke ved i forvejen, og en del af hans budskab er fuldstændig misforstået. Det er hul i hovedet at lave gældseftergivelse, som det skete efter G8-mødet«. Aflad for erhvervsledere Asger Aamund mener, at Bono er repræsentant for det, han kalder en »pladderulandsromantik«, som længe har skygget for en kritisk holdning til korruptionen på det afrikanske kontinent. Den har siden kolonitidens ophør formøblet milliarder af dollar, der er investeret i Afrikas bæredygtighed. At slå et slag for frihandel, som Bono gør, er ikke nok, mener Asger Aamund: »Man er nødt til både at fokusere på korruption og handelsrestriktioner, før det hænger sammen: De regimer, der udbytter deres egen befolkning uden blusel, skal afkorrumperes. S amtidig skal vi udvise den anstændighed at sænke vores toldmure og sørge for, at afrikanske landbrugsprodukter opererer på lige fod med vores egne. Så vil vi se et Afrika blomstre op«. Frederik Preisler, partner i reklamebureauet Propaganda McCann, mener da heller ikke, at de danske erhvervsledere seriøst regner med at blive klogere på mekanismerne i globaliseringen. Den har netop de et bedre grundlag for at forstå end ret mange andre - selv rockmusikere, der leger statsmænd og drikker dus med Tony Blair, George Bush eller paven. For døve øren Det er ikke derfor, de over 1.000 topledere møder op, ifølge Frederik Preisler. Det gør de derimod, fordi Bono er rockstjerne, og ikke mindst fordi han har noget, som det lønner sig at låne lidt af: det sociale engagement. »Bono vil tale for døve øren, men de vil lytte interesseret og se høflige ud. Det vil de gøre, fordi en af tendenserne lige nu inden for management er, at man viser samfundsansvar og interesserer sig for etik og moral. Set i det lys er der måske endda fare for, at Bono ender med at være en nyttig idiot. Foredraget ville kunne ende med at fungere som aflad for erhvervslederne«. Social skillemønt Når medlemmerne af Børsen Executive Club efter foredraget slippes løs ved buffeten ved det nye hajakvarium i den ombyggede Tivolis Koncertsal, er de nogle tusinde kroner fattigere. Men saldoen på den sociale konto ser derimod pludselig bedre ud. Frederik Preisler siger: »Det, man får i denne her forretning, som hedder Børsen Executive Club, er ikke faglig indsigt. Klubben har den funktion at udstyre disse mennesker med social skillemønt, så de har noget at tale om. Man får simpelthen emner at konversere med sin borddame om, når man er til forretningsmiddag, i stedet for f.eks. at tale om cash flow management. Det er noget, som mange erhvervsledere leder efter med lys og lygte«. Ligner andre klubber Og man bør tilføje: Det er noget, mange gerne ønsker at abonnere på - og som mange allerede gør i en lidt mindre målestok. For her på falderebet, lige inden vi går hen og bliver skinhellige, skal det siges, at Børsen Executive Club ikke er en enkeltstående opfindelse. Grundtanken læner sig kammeratligt op ad de andre dagblades læserklubber, selv om der nok er knap så mange topledere blandt medlemmerne eller G8-stjerner på programmet. Politiken Plus er et eksempel, Berlingske Mere et andet. Frederik Preisler siger: »Det handler overordnet om det samme. Medlemmerne ønsker sig social skillemønt og ønsker sig samtidig sikkerhed for, at andre sammensætter et arrangement. Man behøver ikke at sætte sig ind i, hvilken teaterforestilling man vil se eller beslutte, hvilken af de forskellige vinsmagninger man vil gå til. Man får et færdigpakket tilbud. Værsgo. Det koster 150 kr.«.