En lang dag er ved at være slut for 350 strejkende danske SAS-piloter. Hele tirsdagen har stort set alle de danske SAS-piloter, som overhovedet har haft muligheden for at være i København, været til krisemøde på luksushotellet Hilton i Kastrup. En sjælden aktion Fra hotellobbyen har piloterne hele tiden haft direkte udsigt til lufthavnens hovedterminal. Men lige nu er de ikke på vej over til deres fly. Uden at være i kontakt med SAS og deres fagforening 'Dansk Pilotforening' har de danske piloter besluttet at gennemføre noget, der for dem er en sjælden aktion. Denne gang skal det markeres, at de ikke vil bøje sig for SAS-ledelsens krav om, at også de danske og svenske piloter skal bolagiseres. Bolagiseringen (bolag er det svenske ord for selskab, red.) er SAS-koncernchefen Jørgen Lindegaards udtryk for, at også piloterne nu skal fordeles ud på de danske og svenske SAS-selskaber. Management by fear Som det allerede er sket for en del af de norske piloter, der for længst er flyttet over i norske SAS-Braathens. I øvrigt er de andre personalegrupper i SAS allerede bolagiseret. Men de danske piloter siger nej til bolagiseringen. De kalder det 'del og hersk' og management by fear, når SAS-ledelsen med bolagiseringen vil forsøge at splitte den stærke pilotgruppe i SAS og dermed gøre det langt lettere at fyre piloterne, hvis de nationale selskaber mister flyruter og passagerer. Karrierefrygt Bolagiseringen betyder også, at mange af de karrieremuligheder, som piloterne har nu, da de er ansat i den store SAS-koncern, forsvinder med et hug. »Det er hele trygheden i vores ansættelse, som står på spil«, siger den danske luftkaptajn Niels Buch Jørgensen, der har fløjet for SAS i 17 år. Ved siden af ham, på en stol i lobbyen på Hilton, sidder Bjørn Rothman. Han er styrmand i SAS og til daglig makker med Niels Buch Jørgensen, når de to flyver SAS-passagerer rundt til storbyer i Europa. Det, som især har gjort piloterne vrede, er, at SAS-ledelsens udspil er kommet som et diktat - ikke som et oplæg til forhandling. »Vi beklager selvfølgelig dybt, at flyene ikke flyver, og at passagererne er blevet gidsler i denne situation. Men nu er vi nødt til at råbe vagt i gevær«, siger Bjørn Rothman, som de strejkende SAS-piloter i går valgte som deres talsmand over for pressen og dermed offentligheden. Klar på en time Spørger man de to danske SAS-piloter, hvornår de er klar til at flyve igen, er svaret entydigt. Det kan ske med en times varsel, den dag SAS-ledelsen siger, at ønsket om at bolagisere piloterne er et udspil til forhandling. Ikke bare et rent diktat. »Så flyver vi igen. Men vi skal have tilsagn om, at det her er noget, der kan forhandles om«, siger Bjørn Rothman. »SAS har haft dårlig økonomi i mange år. Vi har været med til at hjælpe SAS til at blive en sund virksomhed, og vi er gået langt på mange områder. Det er vi altid blevet rost for. Pludselig ændrer man vores ansættelsesvilkår og fjerner vores skriftlige aftaler med et pennestrøg. Uden at ville tale med os. Det hverken kan eller vil vi være med til«, hedder det i en udtalelse, som de strejkende danske SAS-piloter udsendte i går. Strejken er indbragt for Arbejdsretten af SAS.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Politiken erfarer: Regeringen vil indstille usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























