Vestas ignorerer appel fra Amnesty

Lyt til artiklen

Det duer ikke at holde lav profil og krybe langs panelerne. Vestas skal tage klart afstand fra nedskydningen af demonstranter og forlange, at de kinesiske myndigheder gennemfører en uvildig undersøgelse af hele affæren. Demonstration mod danske vindmøller Sådan lyder appellen fra Amnesty International til den danske vindmøllegigant Vestas, efter at et antal kinesere i begyndelsen af december blev skudt ned og dræbt, fordi de demonstrerede mod en kinesisk vindmøllepark med møller fra Vestas. »Vi siger ikke, at Vestas er skyld i nedskydningen, men de bør melde klart ud, at de ikke kan acceptere, at lokale kommer til skade og - som her - bliver skudt. Det er vigtigt at sende et internationalt signal, der viser, at man ikke er ligeglad med den rolle, man har spillet«, siger pressechef Stig Nielsen. Men Vestas vil ikke blande sig i sagen. I løbet af de næste 14 dage vil en Vestasmedarbejder igen tage fat på at reparere og servicere møller i den omstridte park i Guangdongprovinsen. Internt anliggende Allerede i dagene efter nedskydningen afviste Vestas' administrerende direktør, Ditlev Engel, at urolighederne havde noget med Vestas at gøre, og omtalte begivenhederne som »et internt kinesisk anliggende«. Og selv om nedskydningen fortsat afføder international kritik, fastholder Vestas, at nedskydningen ikke har noget med koncernen at gøre. Thorbjørn Rasmussen, der er ansvarlig for Vestas' salg i bl.a. Kina, siger, at koncernen betragter episoden som »et forhold mellem kunden og øvrigheden«. »Vi har indgået en aftale med kunden om at levere vindmøller på hans jord samt indgået en serviceaftale. Hvad der i øvrigt sker på hans jord og med hans møller, er det vel ikke rimeligt, at vi skal kommentere«, siger Thorbjørn Rasmussen, der inden for 14 dage sender en mand til fabrikken. »Handler ikke så meget om møller«Berører det ikke Vestas, at demonstranterne ikke er blevet kompenseret for den jord, staten har eksproprieret til brug for mølleparken?

»Det er første gang, vi hører om problemer med landaftaler. Da der ligger et kulkraftværk ved siden af mølleparken, er det min opfattelse, at sagen i højere grad handler om jordaftaler på kulværket end om vindmøller. Og så er vi derude, hvor vi slet ikke skal blande os mere«, siger han og tilføjer: »Men det er da en ulykkelig situation, at en demonstration får sådanne konsekvenser. Det er meget trist, uanset om det er Vestasmøller eller kulkraft, der er indblandet«. Ingen ændringEr der noget, I vil gøre anderledes, næste gang I får en ordre i Kina?

»I vores normale procedure vurderer vi, om kunden har tilladelse til at stille vindmøllerne op, om kunden kan komme af med strømmen, og om den nødvendige finansiering er til stede. Det har vi ikke tænkt os at ændre«, siger han. Amnesty: Vestas har et ansvar Men den holder ikke, mener Amnesty International. »Vestas har et ansvar både over for egne og forretningspartnernes aktiviteter, og koncernen skal sikre sig, at medarbejdere og lokalsamfund ikke lider overlast. Vi mener, at Vestas bør reagere på den her ulykkelige sag i stedet for blot at lukke sig om sig selv«, siger pressechef Stig Nielsen. For Vestas spiller det formentlig ind, at der er tale om en delikat balancegang. Kina er ved at udvikle sig til et meget vigtigt marked for koncernen, og alle eksperter er enige om, at vindenergi står over for en gigantisk vækst i landet. Vestas står allerede stærkt på det kinesiske marked og er i fuld gang med at bygge sin første fabrik i landet. Som alle andre internationale virksomheder kæmper koncernen med stramme kinesiske krav om, at 70 procent af møllerne skal produceres i Kina. Selv når fabrikken står færdig, er Vestas langt fra at opfylde kravet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her