Tab på 200 millioner truer metro

Lyt til artiklen

En strid mellem Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Ørestadsselskabet, der driver den københavnske metro, kan koste Ørestadsselskabet op mod 200 millioner kroner. Advarslen kommer fra Rigsrevisionen i beretningen om statsbudgettet for 2004. Striden drejer sig ganske enkelt om, hvor meget HUR skal betale for at transportere passagererne i metroen. Ørestadsselskabet kræver godt otte kroner for hver passager, fordi man betragter metroen som en jernbane på linje med DSB's S-tog og regionaltog. Og her er taksten på godt otte kroner. Ingen 'klassisk' jernbane HUR mener ikke, at metroen er en jernbane i klassisk forstand. Passagererne kører korte ture, som svarer til busture. Og her er taksten på godt seks kroner. Det betyder 63 millioner kroner mindre i indtægter fra passagererne, hvis HUR har ret. Det er op til transportministeren at afgøre striden, men Flemming Hansen (K) har tøvet med at tage stilling. Ministeren har dog tidligere vurderet, at han hælder til at være enig med HUR's tolkning af lovgivningen. »Ministeriet bør snarest finde ud af, hvilken takst metroen skal have. Der er stor forskel på, om metroen får godt 6 eller 8 kroner pr. passager«, siger formand for statsrevisorerne Peder Larsen (SF). Trængt selskab Ørestadsselskabets økonomi er i forvejen hårdt spændt. Gælden er på godt 18 milliarder kroner, og sidste år betalte selskabet næsten 700 millioner kroner i renter. Også passagererne svigter. Da metroen åbnede i efteråret 2002, lød prognosen for 2005 på 59 millioner rejsende, men nu regner man kun med, at 36 millioner vil tage med den førerløse metro i år. »Hvis metroen ender med at gå glip af indtægter på godt 60 millioner kroner i 2004, 2005 og 2006, så er det et beløb på 200 millioner kroner, som mangler i kassen«, siger Peder Larsen. Taget til efterretning Transportministeriet har haft takststriden liggende i godt et år. »Jeg tager Rigsrevisionens kritik til efterretning og kan oplyse, at spørgsmålet afklares i forbindelse med den kommende lovgivning om den nye metrocityring«, lover transportminister Flemming Hansen (K). Metrocityringen skal aftales mellem staten, København og Frederiksberg Kommuner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her