Forbrugerrådet vil kraftigt beskære sin deltagelse i regeringens rådgivende forum for forbrugerspørgsmål. »Hvad er meningen med at sidde og diskutere forbrugerspørgsmål, når forbrugerministeren alligevel ikke reagerer?«, spørger Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl. I et brev til ministeren for forbrugeranliggender, Lars Barfoed (K), skriver direktøren, at Forbrugerrådet ikke har »set eksempler på, at ForbrugerForums anbefalinger har ført til ændringer i den førte politik, hverken på dit eget eller beslægtede ministerområder«. DI bakker op om kritik Kritikken bakkes op af Dansk Industri, som er en af de andre vægtige repræsentanter i ForbrugerForum. »Arbejdet i udvalget ikke har fungeret hensigtsmæssigt«, siger Tine Roed, der er underdirektør i Dansk Industri. Hun har repræsenteret DI i udvalget gennem to år, og hun var med til at vedtage en række anbefalinger til Lars Barfoed, som skulle styrke forbrugernes tillid til e-handel. »Men vores anbefalinger omkring e-handel har ikke ført til ændringer«, siger hun. 'Duplikeret arbejde' I brevet til forbrugerministeren peger Forbrugerrådet også på, at udvalget i vidt omfang har »duplikeret arbejde«, som i forvejen var i gang andre steder, hvor erhvervslivet og forbrugerinteresser mødes. »Vi sad og diskuterede markedsføring for børn og unge, samtidig med at ministeren lagde sit eget forslag frem. Så vores anbefalinger førte ikke til noget, de nåede heller aldrig ind i den politiske proces«, siger Rasmus Kjeldahl. Tine Roed fra DI siger, at den problemstilling gentog sig, da udvalget talte om mærkning af fødevarer. »Man har ikke været på forkant med, hvad der foregik af andre drøftelser, og når man ikke er det, kan man sige sig selv, at så er det ikke effektivt«, siger Tine Roed. 'Uklar' betydning Forbrugerrådet påpeger, at det koster for meget tid og for mange penge at deltage i ForbrugerForum, og derfor anser rådet det for »uhensigtsmæssigt at anvende ressourcer til formål, hvor betydningen er uklar«. Især når Forbrugerrådet lige er blevet rundbarberet i finanslovsforliget. Ifølge direktør Rasmus Kjeldahl er hele ideen med ForbrugerForum ikke ordentligt gennemtænkt fra starten, fordi der er et grundlæggende modsætningsforhold mellem forbrugere og erhvervslivet. »De henstillinger og anbefalinger, vi kan blive enige om, bliver så generelle, at de bliver meningsløse. Og vores forskellige interesser vil vi hellere løse bilateralt«, siger han. Og Tine Roed fra DI er enig: »Jeg tror ikke, at man i det forum kan komme med nogle håndfaste, dybdegående anbefalinger. Vi repræsenterer jo meget forskellige interesser«. Forslag om lovrevistion Forbrugerrådet foreslår ministeren, at loven bliver revideret, og at man i stedet mødes et par gange om året til en mere uformel samtale, hvor ministeren kan orientere sig om organisationernes holdninger. Og det forslag kan DI tilslutte sig. »Vi mener, det er vigtigt at have et forum, hvor dialog kan være i fokus frem for beslutninger. Det er er det eneste sted, hvor repræsentanter og interessegrupper inden for forbrugerområdet kan mødes og debattere. Det er det element, vi har prioriteret i ForbrugerForum, selv om vi har følt, at arbejdet har været mindre frugtbart«, siger Tine Roed fra Dansk Industri. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























