Forbrugerstyrelsen anbefaler forældede fjernsyn

Lyt til artiklen

Forbrugerstyrelsen blåstempler i en ny stor test et tv-apparat, der ikke kan vise fremtidens højopløselige tv-signaler. Apparatet fra koreanske LG »klarer sig bedst i test«, skriver Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside. Men eksperter og branchefolk kalder det galimatias at anbefale et apparat, der slet ikke er gearet til fremtidens tv. Overholer ikke minimumsbetingelser »Jeg er helt uforstående over for, at man kan vælge sådan en vinder«, siger Bjarne D. Nielsen, der er leder af uddannelsen af radio- og tv-teknikere på Erhvervs Uddannelses Center i Ringsted og redaktør af bladet Satellit Information. »Hvad er det for noget fis at anbefale et tv, der ikke er HD Ready? HD er i dag en minimumsbetingelse«, siger han. HD Ready er en fælleseuropæisk betegnelse for, at et tv lever op til fremtidens standarder. Allerede i dag kan man se HD-tv, hvis man abonnerer på Canal Digital, og i de kommende år vil flere og flere tv-stationer sende i HD-tv. Og skal man få fuld udbytte af den kommende spilkonsol PlayStation 3, skal man også have et HD Ready-tv. Et andet problem er, at LG-tv'et højst kan vise en opløsning på 480 linjer. I Danmark er det nuværende tv-signal på op til 572 linjer, så LG-tv'et kan altså ikke vise et dansk tv i fuld kvalitet. Styrelsen vil ikke selv købe testvinder I Forbrugerstyrelsen mener man slet ikke, at der er tale om en anbefaling. »Jeg synes ikke, du kan sige, vi anbefaler den. Vi siger bare, at ud fra faktuelle målinger er det den bedste«, siger testingeniør John Møller. Men John Møller erkender samtidig, at han ikke selv ville købe LG-tv'et, hvis han havde 17.000 kroner at brænde af. »Personligt ville jeg nok ikke købe et fjernsyn, der ikke kan vise det antal linjer, dansk tv sender«, siger han. Det er ikke Forbrugerstyrelsen, der selv har lavet undersøgelsen, men et engelsk testinstitut. Også en af LG's konkurrenter Sony undrer sig såre over testen. Og det er ikke brødnid, for Sonys tv-apparater klarer sig fint. Problemet er blot, at de to testede produkter ikke længere er i handlen. Også et tv fra Grundig er udgået fra sortimentet. I det hele taget virker testen ifølge Sony temmelig forældet. »Forbrugerstyrelsen anbefaler, at forbrugerne skal vente med at købe, fordi fladskærmene ikke er gode nok. Det kunne godt være et korrekt råd for fire måneder siden, men siden da er der kommet en helt ny generation af tv på markedet, hvor kontrast og farvegengivelse er blevet væsentligt forbedret. Testen reflekterer slet ikke den faktiske situation på markedet i dag«, siger nordisk marketingchef for Sony, Ulrik Petersen. Heller ikke radio-tv-kæden Expert er imponeret af Forbrugerstyrelsens test. »Det er ikke seriøs vejledning at anbefale et tv, forbrugeren måske skal skifte ud om tre år. Når man bruger over titusind kroner på et tv, så gør man det i forventning om at kunne have det i ti år«, siger John Andersen, der er retaildirektør i Expert og Total. Kæden fører ikke tv-apparater for LG. Elgiganten forsvarer apparatet Det gør til gengæld butikskæden Elgiganten, der forsvarer LG's tv-apparat. Modellen sælger ganske pænt i kædens butikker. »Jeg synes, man får et plasma-tv med en kanon billedkvalitet og det er det, der er vurderet. Opløsningen er kun en lille faktor i billedkvaliteten, så jeg ser ikke noget problem i, at LG har vundet den test«, siger salgschef Peter Martedal. LG oplyser over for Politiken, at den pågældende model vil forblive på markedet en rum tid endnu. Som Politiken skrev i går, er danskernes interesse for fladskærme eksploderet i dette efterår i en sådan grad, at visse producenter frygter at løbe tør i midten af december. Det er især fladskærme, der er HD Ready, som kunderne hiver ned fra hylderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her