Biotekselskab på børsen

Lyt til artiklen

Med Lundbecks tidligere forskningsdirektør Eva Steiness i spidsen har det danske biotekselskab Zealand Pharma sat kursen mod en børsnotering, der skal skaffe penge i kassen til den fortsatte udvikling af en række lægemidler, herunder et lovende præparat mod 'gammelmands-sukkersyge'. Børsintroduktionen finder sted inden årets udgang. Et prospekt, der beskriver børsnoteringen i detaljer, sendes om et par dage til Fondsbørsen, som derefter skal afgøre, om Zealand Pharma kan lukkes ind i varmen. Ind til kroppen De nærmere detaljer om børsnoteringen, herunder det forventede provenu, holdes derfor ind til kroppen nogen tid endnu, men Eva Steiness understreger, at selskabet ikke har dollartegn i øjnene. »Vi har set på vores skønnede forbrug de næste 2,5 til 3 år. Ud fra en fornuftig ambitionsgrad har vi fastsat det beløb, vi håber at få ind«, siger Eva Steiness. Zealand Pharma så dagens lys i 1998 og har i dag blandt andet Bankinvest, LD, Dansk Erhvervsinvestering, Vækstfonden og tre udenlandske kapitalfonde i ejerkredsen. Da selskabet startede, var reagensglassene helt tomme. »Vi havde ikke nogen lægemidler, der var forsket bare lidt i, men kun nogle ideer, vi gerne ville arbejde med. I dag har vi tre produkter, som enten er i gang med eller lige på vej til at starte studier med patientforsøg. Den kadence synes vi er flot, og den agter vi at fortsætte med«, siger Eva Steiness. Lægemiddel mod diabetes I pipelinen finder man bl.a. et stof til forebyggelse af forstyrrelser i hjerterytmen, et vanddrivende middel til behandling af akut hjertesvigt og et lægemiddel til behandling af diarré, forårsaget af kemoterapi. Det lægemiddel, som nok vil interessere potentielle investorer mest, er et såkaldt GLP-1-stof mod type 2-diabetes, der skal indsprøjtes en eller to gange om dagen. »Der er afgjort blockbuster-potentiale i det stof. Modsat andre lægemidler tager patienterne ikke på i vægt, men ser derimod ud til at gå ned i vægt. Det kontrollerer blodsukkeret døgnet rundt, og så er der håb om, at det kan stoppe eller reducere de følgevirkninger, man ser af type 2-diabetes«, siger Eva Steiness. Udlicenseret Produktet er udlicenseret til franske Sanofi-Aventis, der er en af Novo Nordisks konkurrenter. Bliver stoffet en succes, får Zealand Pharma derfor 'kun' en procentdel af det samlede salg. Metoden med at sælge lovende lægemidler bruges ofte af nystartede biotekvirksomheder, men Eva Steiness understreger, at Zealand Pharma fremover vil forsøge at beholde projekterne på egne hænder længst mulig tid. »På længere sigt vil vi også begynde at markedsføre produkterne selv i begrænsede områder. Om 6-8 år har vi formentlig etableret en lille salgsstyrke«, siger Eva Steiness, der forventer, at selskabets første lægemiddel vil være at finde i handelen i 2010. »Vi er i en branche, hvor ting tager tid. Hvis vi lykkes med at få det første lægemiddel i handelen om fem år, er det i den gode ende«, siger Eva Steiness.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her