Mon ikke de fleste kender til frygten for at blive fyret? Den lille snigende angst for, hvor pengene til terminen skal komme fra? Og hvad naboerne mon vil tænke? Den kendte hverdag på jobbet der vil være væk? Den daglige snak med kollegerne over maskinkaffen forduftet som den korte lugt af frysetørret kaffegranulat? Ikke plads til alle Gennem mange måneder har medarbejderne på en række af landets store arbejdspladser kunnet frygte, at det snart ville blive dem. 4.500 ser ud til at skulle indgå i det store danske energiselskab, der bliver resultatet af det statslige energiselskab DONG's milliardopkøb af fem store energiselskaber landet over. Men hele tiden har det stået klart, at der ikke ville være plads til alle. I weekenden fik så medarbejderne i det jysk-fynske Elsam, østdanske Energi E2, statslige DONG og nordsjællandske Nesa et brev om, hvordan de vil blive fyret. Selv om aftalen først bliver til virkelighed, hvis EU's konkurrencemyndigheder godkender den store energifusion, er der udsigt til, at de, der skal fyres, får en ekstra pose penge med ud ad døren. Et års løn Og energiselskaberne er ikke de eneste i erhvervslivet, der gør det på den måde. Der er tale om en udvikling, som gælder mange virksomheder, mener arbejdsmarkedseksperten, lektor Poul Erik Jensen fra Handelshøjskolen i København. En medarbejder i Elsam med 20 års anciennitet på jobbet vil sammenlagt få 13 måneders løn i afskedigelsespakken. Hertil kommer 8.000 kroner til efteruddannelse, hjælp til at finde nyt job og krisehjælp hos en psykolog, hvis det skulle blive nødvendigt. Uanset hvor mange år, man har været ansat, er afskedigede medarbejdere garanteret løn i hele næste år. »Egentlig er vi tilfredse med den indgåede aftale, der er god inden for det muliges rammer. Men vi er forundrede over, at ledelsen ikke har villet give os et cirkatal for, hvor mange mennesker, der risikerer at miste deres arbejde«, siger Jytte Koed Madsen. Hun har som medarbejderrepræsentant i Elsam været med til at forhandle aftalen igennem Stadig ingen navne DONG's personaledirektør, Bodil M. Jensen, mener stadig ikke, at det er et spørgsmål, som hun er i stand til at besvare. »Det er ikke afklaret. Det arbejdes der stadig på«. Har du ikke et skøn? »Jeg kan ikke svare på det«. Man laver da ikke sådan en aftale uden at have en ide over, hvilke økonomiske konsekvenser det har for virksomheden? »Jo, det har vi gjort. Vi har valgt, at det vigtigste var at skabe ro for medarbejderne, som meget længe har gået og frygtet, hvad der kommer til at ske. Og det har vi kunnet gøre ved at give dem klarhed over, hvad der kommer til at ske, hvis de mister deres arbejde. Selvfølgelig kan direktionen se, hvor mange penge det kommer til at koste ved så og så mange afskedigelser, men det arbejde har jeg ikke været involveret i«, siger Bodil M. Jensen. Imagepleje Kompensationen til fyrede medarbejdere i DONG og de andre energiselskaber er et udtryk for en generel tendens i erhvervslivet, mener lektor Poul Erik Jensen fra Handelshøjskolen i København. Han peger på, at de gavmilde pakker til fyrede medarbejdere i høj grad handler om, at virksomhederne forsøger at pleje deres image i omverden ved at tage sig ekstra af de medarbejdere, der skal ud. »Ellers kan du ikke få de bedste medarbejdere. I dag er der stadig mindre ungdomsårgange og dermed en skærpet kamp mellem virksomhederne om at tiltrække bestemte grupper af medarbejdere«, siger han. At DONG er statsejet betyder mindre i det store billede. Både offentlige og private virksomheder forsøger at gøre sig til på samme måde. Hovedstadens elselskaber Københavns Energi og Frederiksberg skal også med ind i den store fusion, men har ikke været med i forhandlingerne. De to selskaber har særlige aftaler med deres ansatte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























