Nye former for illegal grænsehandel

Lyt til artiklen

Danske sodavand dukker i stor stil op som illegale varer på det danske marked. Selv om flaskerne både har danske etiketter og pantmærker, bliver de solgt uden om det danske afgiftssystem. »Der er tale om en ny fidus, hvor danske sodavand tager en smuttur til udlandet og vender hjem til Danmark befriet for afgifter«, oplyser funktionschef Lars Klamer, der leder skattemyndighedernes indsats mod det illegale øl- og sodavandssalg i Danmark. Svindel eksploderet »Det er vores fornemmelse, at denne form for afgiftssvindel er eksploderet. Men det er svært at afdække disse sager, for flaskerne ser jo lovlige ud. Vi skal ned i hver enkelt butiks bogholderi for at finde ud af, om varerne er købt og betalt efter reglerne, eller om de er hentet i en grænsebutik«, siger Lars Klamer. Skatteminister Kristian Jensen (V) appellerer til bryggerierne om at gøre mere for at eliminere den nye form for afgiftssvindel. Bryggerierne tjener penge på sodavandspirater At dømme efter de foreløbige tal og opgørelser tyder det på, at bryggerierne selv tjener penge på de nye sodavandspirater. »Vi har noteret os, at der tilsyneladende er stor forskel på bryggeriernes salgstal og deres afregning af sodavandsafgifter til staten. Det ser faktisk ud, som om bryggerierne har et større indenlandsk salg, end afgifterne berettiger - og det kunne tyde på, at der også foregår et salg ud af landet«, siger Kristian Jensen. Han opfordrer bryggerierne til at slå alarm, hvis de oplever, at der bliver indkøbt unaturligt store mængder sodavand ude i landet. »Og jeg så gerne, at Bryggeriforeningen og dens medlemmer ville hjælpe endnu mere med at få sat en stopper for det her uvæsen«, siger skatteministeren. Løbende dialog Ifølge Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, er foreningen opmærksom på, at den illegale handel har fundet nye veje. »Vi er løbende i dialog med Skat om problemet, og vi samarbejder gerne om at løse det«, siger Niels Hald. Ved bryggerierne godt, at de sælger deres varer til sodavandspirater?

»Det må du spørge bryggerierne om«, lyder det fra Niels Hald. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bryggeriforeningens største medlemsvirksomhed, Carlsberg. Nye fremgangsmåder Hidtil har det været nemt for skattefolkene at spotte de ulovlige flasker i kiosker og butikker. De fleste er nemlig købt i udlandet og bærer derfor udenlandske etiketter og varedeklarationer. Men det synligt illegale marked er skrumpet mærkbart ind, efter at myndighederne i sommer fik politisk opbakning til at beslaglægge butikkernes ulovlige varelagre. Derfor har det illegale salg fundet nye veje: Nu bliver store partier sodavand købt legalt og med afgifter i Danmark. Herefter bliver de transporteret til udlandet, især Tyskland og Sverige, hvor de danske afgifter bliver refunderet, fordi varerne har forladt Danmark. Smuglet tilbage Og så bliver flaskerne - typisk halvandenliters sodavand - smuglet tilbage til Danmark, uden at der bliver betalt afgifter af varerne. På den måde kan kiosker og butikker fortsætte det illegale salg, uden at nogen er stand til at se, at varerne er sorte. Og det koster statskassen 0,48 kroner i emballageafgift, 1,15 kroner i punktafgift plus moms pr. illegal flaske, der bliver solgt. Skatteministeriet anslår, at det samlede illegale salg af læskedrikke koster statskassen lidt under 100 millioner kroner om året.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her