Kineserne rykker mod vest

Lyt til artiklen

Det er lidt ligesom Det Vilde Vesten i de gode, gamle amerikanske nybyggerdage. Prærien strækker sig, så langt øjet rækker, kun afbrudt af højdedragene rundt om byen. En gruppe vilde heste drøner hidsigt af sted, da minibussen passerer på landevejen. Vi er bare ikke på den amerikanske prærie, faktisk så langt fra man næsten kan komme. Nybyggerstemningen i det vestlige Kina er ellers den samme, som USA oplevede for mere end 100 år siden - godt hjulpet på vej af den kinesiske regerings 'go west'-strategi. Fuld fart på udviklingen Den er lige så enkel, som den er ambitiøs: at få samme fart på udviklingen her i vest, som man har set i bl.a. Shanghai de sidste 15 år. Målet er at forhindre for stor migration internt i Kina og forhindre, at det enorme land rives fra hinanden af interne stridigheder, fordi indkomstforskellene bliver for store. »Den kinesiske regering har fundet ud af, at man har satset for ensidigt på de østlige dele af landet. Det gik måske under den tidligere leder, Jiang Zemin, men i dag har man fundet ud af, at udviklingen har skabt for store indkomstforskelle mellem regionerne og mellem land og by, hvilket forøger utilfredsheden på landet og i de indre provinser, hvilket truer den politiske stabilitet«, siger professor Kjeld Erik Brødsgaard, Asia Research Center, Handelshøjskolen i København. Carlsberg tog springet Carlsberg er blandt de første danske virksomheder, der har taget turen mod vest - med investeringer i 14 bryggerier i de vestlige provinser. Men ellers er det ikke mange danske selskaber, som har fulgt opfordringen om at drage mod vest i det enorme land. Den kinesiske regering gør selv sit til at få fart i det vestlige Kina. Siden strategien blev lanceret i 1999, er der indført mere end 100 særlove, som giver særlige fordele og begunstigelser til virksomheder, som etablerer sig i en vestlig provins. Fabrikken Kina Samtidig har de lokale provinsregeringer ændret eller fjernet mere end 2.000 regler og love, som kunne virke som en forhindring for virksomheder, der ønskede at flytte til det vestlige Kina. Hvad der er mere vigtigt er, at centralregeringen i Beijing også er i gang med massive investeringer i infrastrukturen i det vestlige Kina. Det er der foreløbig brugt knap 40 milliarder kroner på. Nye veje og motorveje rulles ud - næsten i samme tempo, som da jernbanen begyndte at binde USA sammen. Glitrende lufthavne sikrer, at udenlandske investorer kan få syn for sagen og trænge stadig længere ind i Kina i jagten på billige arbejdere og masser af råstoffer. Kina i førersædet Mere end noget andet handler det om at fastholde førerpositionen for 'fabrikken Kina', der er verdens største producent af alt fra cykler til fladskærme. I mange år har indbyggerne i det vestlige Kina været tvunget til at rejse ud til kysten, hvor virksomhederne ligger tæt. Hvis planen om at få flyttet produktion og investeringer ind i landet lykkes, vil det give et nyt enormt økonomisk løft. Men det har knebet med at få udenlandske investorer til at hoppe på bølgen. Derfor kalder kritikere allerede satsningen for en fiasko. »Der er stor forskel mellem regionerne i Kina. I den vestlige del er uddannelsesniveauet lavt, infrastrukturen utilstrækkelig, og det gør det vanskeligt at tiltrække udenlandske investeringer. Nogle siger, at go west-strategien faktisk er slået fejl, fordi så få udenlandske selskaber indtil nu har investeret i det vestlige Kina«, siger Kjeld Erik Brødsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her