Den franske koncern Sonepar S.A. har i weekenden fremsat et betinget købstilbud på en betydelig aktiepost i Solar Holding A/S, der er hovedaktionær i Nordisk Solar Compagni, en af Nordeuropas største elgrossister. Sonepar har indgået en betinget aftale om at købe 30,5 procent af aktiekapitalen og 45,4 procent af stemmerettighederne i Solar Holding. Disse aktier ejes i dag af 'Solarfonden af 1978, samt familierne Jørgensen og Linde, der er blandt efterkommerne af selskabets grundlægger. Førende distributør Ifølge aftalen betaler det franske selskab 370 kroner pr. A- og B-aktie. For B-aktien, der er noteret på Københavns Fondsbørs, svarer det til en præmie på 21 procent i forhold til den gennemsnitlige kurs de sidste 12 måneder. Den franske koncern er verdens førende distributør af elektriske komponenter med i alt 20.000 medarbejdere. Solar-koncernen beskæftiger mere end 2200 medarbejdere og omsatte i 2004 for cirka 6,4 milliarder kroner.
Fransk koncern køber sig ind i Nordisk Solar
Lyt til artiklen