Danmark halter bagefter med forskere

Lyt til artiklen

Danske universiteter uddanner hvert år godt 1.100 forskere - og det er ifølge de store arbejdsgiverorganisationer alt, alt for få i forhold til behovet i fremtiden, og hvad andre lande uddanner. Helt nye tal viser, at Danmark ligger langt under OECD-gennemsnittet med hensyn til at uddanne forskere. Ud af 27 lande ligger Danmark på en 15.-plads, overhalet af lande som Østrig, Irland, Spanien og Slovakiet. Dansk Handel og Service og Dansk Industri advarer om, at der er brug for at uddanne langt flere forskere med det samme. Dansk Handel og Service kalder det »uansvarligt«, at regeringen ikke vil give flere penge til forskning, før Globaliseringsrådet kommer med en strategi til næste år. »Det er uansvarligt at deponere Danmark fremtid i Globaliseringsrådet. Hvis vi ikke starter før, risikerer vi at kaste gode skattekroner efter dårlig forskning, fordi miljøet ikke kan absorbere alle pengene på en gangDet tager tre år at uddanne en ph.d.' og lang tid at opbygge et forskningsmiljø«, siger chefkonsulent Jannik S. Linnemann. Sverige er bedst I Danmark har 1,1 procent af befolkningen en forskeruddannelse. Gennemsnittet i OECD er 1,3 procent, mens Sverige ligger på førstepladsen med 2,8 procent. Regeringen har forpligtet sig til at bruge 1 procent af de offentlige midler på forskning i 2010 - det såkaldte Barcelonamål. Men både forskere og arbejdsgivere har længe kritiseret regeringen for ikke at begynde at uddanne forskere, så de er klar til en øget satsning. Dansk Industri, Akademikernes Centralorganisation og CO-industri fremlagde allerede i foråret en plan, der ville fordoble det nuværende antal ph.d.er fra et optag på 1.100 til 2.200 de næste fem år. »For hvert år vi venter, mister vi det afkast, vi skulle høste. Vi har jo ikke haft for meget fart i betragtning af, at målet om at Barcelonamålet blev indgået i 2002. Det er ærgerligt, at vi stadig diskuterer, hvornår pengene skal komme - når det interessante er, hvad vi skal bruge dem til«, siger forskningschef i Dansk Industri Charlotte Rønhof: »Resten af verden venter jo ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at udmønte pengene. Kina og Indien siger jo ikke, at nu venter vi lige på Danmark«. Syv ud af ti afvises Beregninger fra Danmarks Forskningsråd viser, at der med det nuværende optag vil mangle op mod 8.000 teknisk- og naturvidenskabelige forskere i 2020. På Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet afviser de i dag syv ud af ti kvalificerede ansøgere. »Det er vel at mærke folk, der har 11 i gennemsnit, og som snildt kunne tage en forskeruddannelse. Og så er der mange kvalificerede, der aldrig søger overhovedet, fordi nåleøjet har været så lille i så mange år«, siger Anne-Marie Levy, forskningschef på fakultetet. Videnskabsminister Helge Sander (V) erkender, at det står sløjt til. »Dette er en meget stor udfordring«, siger han i en pressemeddelelse, der henviser til, at regeringen har planer om øge optaget af ph.d.er med 50 procent - nogle af dem skal erhvervslivet være med til at betale for. Det er ifølge formanden for Koordinationsudvalget for forskning - som taler på vegne af samtlige forskere i Danmark - en fin målsætning. »Vi skal uddanne så mange forskere, vi overhovedet kan allerede nu. Det er alle enige om - og de her tal er et godt eksempel på, at vi er i 12. time«, siger Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helge Sander.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her