Den tidligere øverste chef for den amerikanske medicinalkoncern SmithKline Beecham, Jan Leschly, har måttet opgive et stort anlagt comeback på aktiemarkedet. Ifølge flere britiske medier har Jan Leschly foreløbig opgivet børsnoteringen af medicinalselskabet D-Pharm, som den danske forretningsmand selv er medejer af og som han har spået en stor og gylden fremtid. Ifølge den britiske avis The Times har en række potentielle investorer afvist at skyde penge i D-Pharm, fordi de ikke tror på, at der er tilstrækkeligt potentiale i de medikamenter, selskabet er i gang med at udvikle, herunder et middel til behandling af migræne og epilepsi. Gyldent navn Forventningen var ellers, at Jan Leschlys gyldne navn kunne bane vejen for et succesrigt indtog på børsen, men ifølge avisen The Independent faldt forsøget til jorden med et brag. Skuffelsen er stor hos de nuværende ejere af D-Pharm, herunder stifteren af selskabet Alex Kozak. Men de er alligevel klar til at gøre forsøget igen. »Vi planlægger at forsøge en børsnotering igen senere i år«, siger Alex Kozak til avisen The Independent. Som chef for SmithKline Beecham stod Jan Leschly i spidsen for 110.000 ansatte og blev kendt som en både visionær og benhård koncernchef - og den suverænt mest vellønnede i branchen. Da han forlod selskabet i 2000, indkasserede han en gylden faldskærm på 90 millioner pund, svarende til omkring en milliard kroner. I dag er han chef for blot 12 mand i ventureselskabet Care Capital, der har investeret i en lang række biotekvirksomheder. Tidligere tennisstjerne Care Capital har hovedsæde i Princeton uden for New York i USA, hvor Jan Leschly selv bor. Jan Leschly ejer selv en god del af Care Capital, og selv om D-Pharm ser ud til at floppe, har fonden tidligere med succes ført fire selskaber på børsen og en håndfuld andre selskaber har samme retning. Den tidligere tennisstjerne kender branchen som sin egen bukselomme. Han arbejdede i danske Novo, inden han blev øverste chef for amerikanske Squibb, som han siden fusionerede med Bristol-Myers. Derfra rykkede han for alvor op i superligaen, Big Pharma, hvor kun de store medicinalkoncerner hører til. Som topchef for SmithKline Beecham sluttede han af med at gennemføre en fusion med Glaxo Wellcome og lagde dermed grundstenen til et af de største medicinalselskaber i verden. International erfaring Care Capital-fonden har til huse i USA, men som medlem af bestyrelsen for A.P. Møller - Mærsk kommer Jan Leschly jævnligt til Danmark. Jan Leschly blev udvalgt af Mærsk Mc-Kinney Møller til bestyrelsen, fordi han har den internationale erfaring, som ellers kan synes at ære en mangelvare i A.P. Møller - Mærsk-bestyrelsen. Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra Jan Leschly.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø