Det er ikke mange danske erhvervseventyr, der begynder med, at den kvindelige hovedperson smides ud hjemmefra, fordi hun er blevet gravid med sin kæreste. Ikke desto mindre er det præcist sådan historien om 'oliedronningen på den jyske hede' begynder. Siden hun var ganske lille, har Vitta Lysgaard været vant til at måtte kæmpe sig vej op ad bakke. To ægtemænd er døde af kræft, hun selv har brækket ryggen, og senest begik hendes søn selvmord i kølvandet på insidersagen i Midtbank. Alligevel er det en både livskraftig og slagfærdig 75-årig kvinde, der i dag som ejer af et blomstrende imperium med interesser i rederidrift og tankstationer sidder med et begrundet håb om, at børnebørnene en dag vil tage over. »Jeg har lavet et meget præcist testamente, der giver næste generation mulighed for at overtage koncernen, hvis de har lyst og evner til det. Jeg ved godt, at det fornuftigste ville være at lægge det hele over i en fond, ligesom A.P. Møller gjorde det, men jeg har bare så svært ved det. Når det kommer til stykket, har jeg ikke lyst til at slippe tøjlerne«, siger Vitta Lysgaard. Som hun sidder der i formandskontoret i det splinternye hovedsæde i Herning, omgivet af moderne kunst i læssevis og iført knaldrøde modebriller og en farverig kjole, ligner hun alt andet end en skibsreder. Der er i bogstaveligste forstand knald på brillen, både når Vitta Lysgaard driver forretning, køber kunst og når hun fortæller om sit utrolige liv og en erhvervskarriere, der næppe har sit lige herhjemme. Rædsom opvækst Efter en gennemført rædsom opvækst som adopteret hos et indremissionsk par, hvor tæsk gik hånd i hånd med salmer, blev hun som 17-årig gravid og gift med kæresten Peder. Efter at have hutlet sig igennem diverse småjob blev de forpagtere af en Gulf-tankstation i Herning, og det satte gang i parrets indtil da godt skjulte iværksættertrang. Sammen med en fætter startede Peder og Vitta Lysgaard i 1958 Uno-X-kæden, der fra dag ét blev en torn i øjet på den etablerede olieindustri. »De store olieselskaber gjorde alt, hvad de kunne, for at genere os. De sørgede bl.a. for, at vi hverken kunne få olien til landet med lastbiler eller skib. Til sidst så vi ikke anden udvej end at starte vore eget lille rederi«, siger Vitta Lysgaard. Som sagt så gjort. I 1963 købte Lysgaard-parret det gode skib 'MT Vitta Theresa' og begyndte selv at sejle olie til Danmark. Og selv om Peder havde en udpræget hang til pokerspil og natteliv, tog imperiet støt og roligt form. I takt med, at Uno-X-kæden voksede sig større, øgedes behovet for nye skibe. Alt tegnede lyst, indtil Peder døde af kræft i 1967. Som enlig mor til fire børn måtte Vitta Lysgaard selv sætte sig i direktørstolen. »Når alting ramler omkring mig, har jeg en evne til at bevare overblikket. Jeg tror, det har noget med min opvækst at gøre. Jeg ved, at når noget er meget slemt, kan det kun blive bedre«, siger Vitta Lysgaard. Det er en indstilling, Vitta Lysgaard har haft brug for at mobilisere nogle gange. To ægtemænd har hun overlevet, men det var sønnen Knud Lysgaards død, der slog hårdest. Uden bitterhed konstaterer Vitta Lysgaard, at det var sagen om påstået insiderhandel i Midtbank, der fik sønnen til at tage sit eget liv. Allerede inden sagen havde Vitta Lysgaard bemærket, at Knud Lysgaard i en længere periode ikke havde været sig selv. Den ene dag talte han om at blive præst, den næste ville han rejse til USA og være landmand. »Dengang tænkte jeg ikke over det, men i dag kan jeg godt se, at han formentlig har haft en depression. Da insidersagen så dukkede op, blev det for meget for ham. Han kunne ikke bære, at nogen stillede spørgsmål ved hans hæderlighed. Helt galt blev det, da jeg også blev sigtet af politiet«, siger Vitta Lysgaard. Direktør igen Da Knud Lysgaard døde, måtte Vitta Lysgaard overtage direktørposten igen. Og nyheden om selvmordet var dårligt et døgn gammel, før interesserede købere meldte sig på banen. »Det var ikke særligt taktfuldt, men sådan er forretningslivet også. I øvrigt havde jeg allerede besluttet at køre forretningen videre selv. Så jeg mandede mig op og overtog ansvaret, og det er jo egentlig gået meget godt«, siger Vitta Lysgaard. Selv om det midtjyske rederi er en meget lille spiller i branchen, har det på flere områder sat sig sine spor. Som en af de første bestemte Vitta Lysgaard egenrådigt, at der hverken skulle ryges eller drikkes i hendes flåde, og Herning Shipping var også blandt de første til at købe skibe med dobbeltskrog. På sidelinjen Det sidste halve år har oliedronningen været tilbage på sidelinjen som bestyrelsesformand for Herning Shipping. Den tidligere A.P. Møller-mand Lars Vang Christensen er ansat som administrerende direktør og har det daglige ansvar for de i alt 41 skibe, Herning Shipping råder over. Lars Vang Christensen har sat gang i det hidtil største og dyreste nybygningsprogram, rederiet har oplevet. Seks nye skibe er bestilt, og de bliver væsentligt større, end rederiet har været vant til. »Når skibene er leveret, skal vi lige have et pusterum. Det går jo ikke, at vi ender i rendestenen«, siger Vitta Lysgaard, der igennem årene har sagt nej til talrige tilbud om at sælge eller børsnotere forretningen, der også omfatter en svensk benzinkæde, din-X. Rederiets fremtid efter hendes død vil derfor afhænge af, om børnebørnene har lyst til at tage over. Alt det får Vitta Lysgaard god tid til at tænke over den næste tid. Inden for de næste uger skal hun have opereret en hjerteklap. Efter operationen regner hun med at tilbringe 3-4 måneder i det nye hus, hun har bygget i Sydfrankrig, men endnu ikke haft tid til at se. Her skal hun komme til kræfter og tænke det kommende generationsskifte igennem nok engang. »Jeg håber bare, jeg får tid til at lave det rigtigt«, siger Vitta Lysgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























