Overraskende godt. Så kort karakteriserer bankernes taldrenge, at danske virksomheder er lykkedes med at sælge for 44 milliarder kroner made in Denmark til udlandet i løbet af juni. De sidste nye tal fra Danmarks Statistik viser, at udlandet har købt for ni procent mere end samme måned sidste år. Og det er gode tegn for dansk økonomi, hvor væksten indtil nu har været pumpet op af forbrugernes lyst til at rejse, indrette nyt køkken eller andre dyre shop amok-indkøb til privaten. Ben mere at stå på »Med fremgangen i eksporten ser det ud, som om det økonomiske opsving får et ben mere at stå på. Og dermed bliver den danske økonomi stærkere og mere modstandsdygtig, Der skal lidt mere til at feje to ben væk end et«, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank. Han peger på, at den danske eksport har ligget underdrejet af, at det har været smalle tider i Tyskland og andre store markeder, hvor danske virksomheder tjener de fleste af deres penge. Alene eksporten til Tyskland er steget med 8,1 procent i løbet af første kvartal, hvor mange danske virksomheder er underleverandører til tysk industri, der er begyndt at røre på sig. »Og det ser ud til, at vi er ved at lægge det bag ved os, efterhånden som det begynder at lysne i Tyskland. Vi har set de første spæde tegn på bedre tider i Tyskland, og det har givet os et lidt mere positivt syn på verdensøkonomien«, siger Steen Bocian. Han nævner også, at overskuddet på betalingsbalancen, der steg med hele ni milliarder kroner i juni, er det højeste, som er målt på en enkelt måned. Og selv om den rekord i nogen grad handler om teknisk omlægning i den måde, man måler det på, så er tallene alligevel bemærkelsesværdige i en tid, hvor det har været hårde tider for danske virksomheder i udlandet. Med til regnestykket hører nemlig også, at danskerne importerede færre udenlandske varer, hvad der også pyntede på betalingsbalancen. Olie-pumpede tal Et af de få usikkerhedsmomenter, der kan så tvivl om, om fremgangen fortsætter, er de stigende oliepriser. Mandag røg olieprisen på Brent-noteringen i London op på sit foreløbige højdepunkt med 62,56 dollar for en tønde. Stigningerne er blandt andet baseret på den politiske usikkerhed i olieproducerende lande som Saudi-Arabien og Iran. Og tirsdag satte en tønde amerikansk råolie rekord på råvarebørsen i Singapore, hvor den blev noteret til 64,09 dollar. Det vil påvirke både budgetterne hjemme i parcelhusene så vel som gøre det dyrere for virksomhederne at producere deres varer. De forhøjede oliepriser er da også med til at pumpe de gode eksporttal lidt op, påpeger Jes Asmussen, senioranalytiker i Nordea. »Men selv hvis vi renser tallene for de højere energipriser, så er eksporten steget med godt syv procent i juni måned«, siger Jes Asmussen. Tager man den danske eksport af energi med i ligningen, så er eksporten steget med hele 9,2 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























