Sengetøjsgigant dropper chipdankortet

Jysk-butikken i Silkeborg. - Arkivfoto: Rasmus Baaner
Jysk-butikken i Silkeborg. - Arkivfoto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Det skulle have været forbrugerens sikkerhed mod svindel, men i stedet blev bankernes chipdankort en dundrende fiasko. En efter en er danske butikskæder hoppet fra siden introduktionen sidste år, og nu holder også Jysk - tidligere Jysk Sengetøjslager - op med at modtage chipdankort. I stedet skal betalingen foregå via magnetstriben. Dermed er sportskæden Stadium den eneste tilbageværende landsdækkende kæde, der modtager chipdankort. »Vi har troet på, at der var forbedringer på vej. Men nu begynder det at vise sig, at de chip, der sidder i dankortet, meget hurtigt bliver slidt op. Man må gå ud fra, at når man laver et kort, der skal bruges af ganske mange mennesker hver evig eneste dag, så kan det holde til, at det ryger op og ned af tegnebogen og igennem en chiplæser. Det kan det tilsyneladende ikke. Vi har i hvert fald konstateret, at der er flere og flere, hvis dankort er blevet ødelagt. Vores seneste måling viser, at omkring hver tiende transaktion er behæftet med fejlmeddelelse. Nu har vi fået nok«, siger Kim Nøhr Skibsted, kommunikationschef i Jysk. Lukket med tape Siden nytår har alle dankort haft en chip indbygget, der angiveligt skal gøre transaktionen mere sikker og gøre det sværere at kopiere data fra chippen. Chippen kan kun benyttes i særlige terminaler. Men i mange tilfælde har detailhandlen ligefrem lukket chipporten med tape, så kunderne kun kan benytte kortets magnetstribe. Grunden har været for mange fejl og en alt for lang transaktionstid. »Det eneste, der er blevet forbedret fra PBS' og Dankort A/S' side, er løfterne og ikke løsningerne«, siger Skibsted, der mener, at chipkorteventyret har kostet Jysk i millionklassen. »For mig at se er det et dødsstød til chipdankortet. Alle har skrottet det, ingen synes, det er en særlig god idé, inklusive dem, der har introduceret det, nemlig bankerne. De bruger det ikke engang i deres filialer«. Acceptabel ventetid Dankort A/S erkender, at der har været problemer: »Vi er ærgerlige over, at Jysk er sprunget så tæt på målet, nemlig at vi når ned på en ventetid, der er acceptabel, og en optimering af hele betalingsprocessen. Og det er slet ikke vores opfattelse, at systemet har den fejlmargin, som Jysk fortæller, eller at chippen bliver slidt«, siger kommunikationschef Jakob Rasborg, Dankort A/S. Ifølge Rasborg er Dansk Supermarked, der blandt andet driver Netto, Bilka og Føtex, ved at teste chipdankortet og vil snart indføre det i butikkerne. Det har ikke været muligt at få det bekræftet af Dansk Supermarked. Coop, der står bag Fakta og Brugsen, vil indføre chipterminaler om et års tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her