Lidt mere end 1.000 skattefrie kroner om dagen. Det er, hvad en gennemsnitlig københavnsk husejer med et hus på 130 kvadratmeter har tjent det seneste år på grund af de stigende boligpriser. Og det er ikke blot de københavnske husejere, der tjener godt på deres bolig. Priserne stiger over hele landet, hvilket i årets andet kvartal gav de største prisstigninger, Realkreditrådet har oplevet i de 10 år, rådet har lavet sin prisstatistik for det danske boligmarked. Banker er overrasket Ifølge statistikken for årets andet kvartal, som blev netop er blevet offentliggjort, steg priserne på parcel- og rækkehuse med 14 procent på landsplan i forhold til samme kvartal sidste år. Og i forhold til kvartalet før var prisstigningerne på 5 procent. Priserne stiger dog hurtigst i hovedstadsområdet, hvor de årlige prisstigninger i andet kvartal lå omkring 20 procent. »Det er primært hovedstadsområdet, der trækker udviklingen, hvilket også afspejler sig i, at kvadratmeterpriserne i hovedstadsområdet er mere end dobbelt så høje som i provinsen«, siger Realkreditrådets direktør, Torben Gjede. Den store stigning kommer bag på bankøkonomerne. »Stigningerne er større, end man kan forklare ved hjælp af renteudviklingen og udviklingen i arbejdsløsheden. Det betyder, at der er andre faktorer i spil«, siger analytiker Christian Hilligsøe Heinig fra Danske Bank. Rigtige priser Danske Bank mener dog ikke, at priserne er højere, end de burde være, og afviser dermed, at der skulle være tale om en prisboble på boligmarkedet. »Det historisk lave renteniveau, faldende ledighed, nye lånetyper og generel indkomstfremgang kan forklare en væsentlig del af de kraftige prisstigninger, vi har set på det sidste«, siger Christian Hilligsøe Heinig. Dermed lægger Danske Bank afstand til Nationalbanken, som i sidste uge advarede om, at der er risiko for en prisboble i hovedstadsområdet. Omvendt advarer Danske Bank om, at der vil komme en boble, hvis de nuværende stigningstakter fortsætter. »I længere perspektiv er udviklingen ikke holdbar, medmindre renten fortsætter ned. Derfor er der fare for en boble, hvis danskerne bilder sig selv ind, at priserne kan blive ved med at stige«, siger Christian Hilligsøe Heinig. Rentestigning på vej Skal man tro Danske Banks prognose, vil renterne langsomt begynde at stige i løbet af det næste år og dermed lægge en dæmper på prisudviklingen. Heller ikke direktør Torben Gjede i Realkreditrådet tror på, at stigningstakten holder. Belært af erfaringerne er han dog blevet varsom med at være skråsikker. »Jeg har svært ved at forestille mig, at de prisstigninger, vi ser nu, varer ved. Men det sagde jeg også for et år siden. Og der tog jeg altså grueligt fejl«. Grænsen er tæt på at være nået På ét punkt har Torben Gjede dog fået ret, nemlig når det gælder prisstigningerne på sommerhuse. Hvor de årlige prisstigninger sidste år var 28 procent, er de nu på 19 procent. »Det er udtryk for, at vi nærmer os en situation, hvor der er grænser for, hvor længe de høje prisstigninger kan fortsætte«, vurderer Torben Gjede, som samtidig peger på, at antallet af sommerhusudlejere er begyndt at overstige antallet af lejere. På markedet for ejerlejligheder er der til gengæld fuld damp på kedlerne. Prisen på ejerlejligheder steg i andet kvartal med 19 procent i forhold til samme periode året før. I forhold til kvartalet før var prisstigningerne på 7 procent. Også her er det hovedstadsområdet, der fører an i prisstigningerne. Men også Kolding og Århus følger godt med.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























