Spænd hjelmen på arbejdet: Det kan koste at lade være

Preben Østergaard er ved at sætte et sikkerhedshegn op på Skanskabyggeriet på Kalvebod Brygge i København. Hegnet er 1,20 meter og skal være så stærkt, at man kan læne sig op ad det.   Foto: Mads Nis
Preben Østergaard er ved at sætte et sikkerhedshegn op på Skanskabyggeriet på Kalvebod Brygge i København. Hegnet er 1,20 meter og skal være så stærkt, at man kan læne sig op ad det. Foto: Mads Nis
Lyt til artiklen

På byggepladsen på Kalvebod Brygge 47 i København har alle, man møder på sin vej, en hjelm på hovedet, hvis de bevæger sig udenfor. Ligegyldigt om de står under kranen eller under den blå himmel. Det er et krav, af hensyn til deres sikkerhed. Deres arbejdsgivere kan kun være tilfredse med, at de husker hjelmen, for hvis de sjusker med sikkerheden, er det ikke medarbejderen, men arbejdsgiveren, der kommer til at betale bøden, som gennemsnitligt ligger på 29.000 kroner. Det gør han, fordi han som arbejdsgiver har et såkaldt objektivt ansvar. Det vil beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu gøre op med. Han sendte torsdag et lovforslag i høring, der går ud på at ophæve det objektive ansvar: Nu skal medarbejderen selv kunne straffes for at have overtrådt arbejdsmiljøloven, hvis arbejdsgiveren vel og mærke kan dokumentere, at han har gjort alt, hvad han skal, for at efterleve alle krav om sundhed og sikkerhed. Medarbejdere, der groft overtræder reglerne, skal kunne idømmes bøder på op til 2.500 kroner. Glade arbejdsgivere Det vækker stor begejstring i både Dansk Industri (DI) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som længe har været misfornøjede med reglerne. »Der har været flere eksempler de seneste år, hvor virksomhederne kan dokumentere, at de har arbejdsmiljøet i orden. På sådan en virksomhed virker det åbenlyst urimeligt, at det er arbejdsgiverens ansvar, at en ansat ikke gør, som han skal. Men det skal helt klart slås fast, at det stadig skal være arbejdsgiverens overordnede ansvar at have orden i arbejdsmiljøpolitikken«, siger chefkonsulent i DI's arbejdsmiljøafdeling Henning Fokdal. »Men det virker jo barokt hvis medarbejderen har været på alle de kurser, der findes, og så alligevel ikke kan blive straffet for at overtræde reglerne«, siger Henning Fokdal. I LO, som repræsenterer 18 fagforbund, er der derimod stærk bekymring omkring forslaget. LO mener ikke, det er så banalt, som det umiddelbart lyder. »Det værste er, at arbejdsgiveren kan opnå straffrihed. Vi har en mangeårig tradition for, at det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet i Danmark. Arbejdsgiver og arbejdstager er jo ikke ligestillet, og der kan nemt opstå fortolkningsproblemer i de enkelte sager«, siger Finn Larsen, der er sekretariatschef i LO. Han mener, det ville være bedre at udvikle nogle rammer, hvor arbejdsgivere og medarbejdere i fællesskab gør noget for arbejdsmiljøet. »Med det her lovforslag er vi stærkt bekymrede på lønmodtagernes vegne. Der vil blive et større område, hvor lønmodtagere står med ansvaret alene, og der sker dermed en reduktion af deres beskyttelse på arbejdspladsen«, siger Finn Larsen. Også chefens ansvar I DA forsikrer man, at det aldrig kan ende i en situation hvor det udelukkende bliver de ansattes ansvar at overholde reglerne om arbejdsmiljø. »Arbejdsgiveren skal fortsat have instrueret medarbejderen nøje i, hvordan han skal udføre sit arbejde. I de tilfælde hvor medarbejderen alligevel og på trods af instruktioner bevidst gør noget andet, hvis han eksempelvis tager en maske af, selv om han arbejder med giftige stoffer, eller hvis en stilladsarbejder piller rækværket ned, selv om det er farligt, så kan medarbejderen få en bøde. Alt andet vil da være urimeligt«, siger Torben Sørensen fra DA. Han understreger, at Danmark er det eneste land af dem, vi ellers sammenligner os med, der har regler om, at ansvaret alene hviler på chefens skuldre, selv om medarbejderen bevidst slækker på sikkerheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her