Efter weekendens razziaer i København imod kiosker og grønthandlere, der sælger ulovlige øl og sodavand, har nogle kiosker nu helt lukket ned, og mange andre har fjernet de ulovlige varer fra hylderne. »Det ser vi som udtryk for, at vores aktioner virker«, siger Told & Skats presseansvarlige, Katrine Bargisen. Funktionschef Lars Klamer, den ansvarlige for razziaerne i København, har ikke haft tid til at tale med Politiken - han havde travlt med kontrolaktioner. Bagslaglægning Told & Skat har sat de mange razziaer i gang, efter at en ny lov, der giver dem lov til at beslaglægge ulovlige varer, trådte i kraft fredag. Før var det kun muligt at pålægge synderne bøder, og det ændrede ifølge Katrine Bargisen ingenting - men muligheden for beslaglægning er en trussel, kioskejerne tager alvorligt. Under weekendens aktion fandt Told & Skat ifølge en pressemeddelelse »væsentlige overtrædelser af pantlovgivningen«, og »store lagre af øl og sodavand blev beslaglagt«. Besøg på Nørrebro På Nørrebro, hvis kiosker og grønthandlere ofte har været i søgelyset for netop ulovlige drikkevarer, var der tirsdag overvejende lovlige tilstande. Politiken besøgte ti forhandlere, og kun to steder var der ulovlige sodavandsflasker på hylderne, mens et andet sted helt havde fjernet sodavanden, da de efter flere besøg fra Told & Skat er ved at få ordnet pantmærker og nye leverandører. Orden i sagerne Haboi Marked i Griffenfeldsgade er et af de steder, der har orden i sagerne - alle flasker har det lovpligtige pantmærke klistret på. »Vi har ikke haft besøg, men vi ved, at de kommer - de er overalt i øjeblikket«, forklarer den unge butiksbestyrer, som helst ikke vil have sit navn i avisen. Rygterne om Told & Skats aktioner blev også nævnt andre steder. To besøg på en weekend Kamal Ismail, bestyreren af grønthandlen 'NR 10' i Rantzausgade, havde til gengæld Told & Skat på besøg to gange i løbet af weekenden - én gang fredag og én gang søndag. Første gang beslaglagde de til hans store undren hele hans beholdning af dåsesodavand. Kamal Ismail siger, at han havde pantmærker på alle dåserne, men at kontrollanten fra Told & Skat helt uforståeligt krævede, at stregkodenummeret på klistermærket skulle være det samme som det på dåsen - hvilket ifølge Kamal Ismail er helt umuligt. Dyrt at få lageret igen De virksomheder, der får varer beslaglagt af Told & Skat, kan få dem tilbage ved at sætte korrekte pantmærker på flasker og dåser. Derudover skal de betale omkostningerne ved beslaglæggelsen, ligesom de kan forvente en bøde for overtrædelse af pantreglerne. Told & Skat regner med at fortsætte razziaerne i københavnerområdet hele sommeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























