Mens turisterne myldrer på ferie, udsender EU-kommissionen en advarsel til ferieopstemte europæere: Hold jer fra at bruge mobilen i udlandet. I hvert fald hvis I vil undgå en grim rudekuvert, når I kommer hjem. »Brug af mobiltelefonen under ferie i udlandet kan stadig give meget ubehagelige overraskelser«, advarer Viviane Reding, kommissær med ansvar for informationssamfundet, i sin pressemeddelelse. Hun peger på de store prisforskelle, der er helt uoverskuelige for forbrugerne. Som et grelt eksempel påpeger Kommissionen, at det koster 4,32 kroner pr. minut for en finne at ringe hjem fra badeferien på Cypern, mens det koster den polske turist 37,36 kroner i minuttet at ringe hjem fra Malta. Årsagen er de såkaldte roamingtakster, som teleselskaberne tager for at sende samtaler fra udenlandske mobiltelefoner videre over deres net. ERG i kødet på roamingtakster Direktøren for IT- og Telestyrelsen i Danmark, Jørgen Abild Andersen, er formand for ERG, som Kommissionen har sat til at undersøge problemet. ERG består af cheferne for de myndigheder, der skal regulere telemarkedet i de forskellige EU-lande. ERG har besluttet at gå i lag med at løse problemet med de ublu roamingtakster, som teleselskaber pålægger mobilsamtaler på tværs af grænserne. »Sagen er, at vi i Danmark ikke kan løse problemet alene. Hvis vi regulerer roamingpriserne, så kommer det jo tyske, svenske og andre turister til gode, mens de er her. Mens der ikke er nogen garanti for, at vore kolleger i Spanien, Frankrig og England hjælper danskere på farten i de lande«, siger Jørgen Abild Andersen. Stem med fødderne Lige nu analyserer gruppen markedet for at finde ud af, om der er problemer med konkurrencen, og hvad man skal gøre ved det. »Samtidig skal vi i gang med at finde ud af, hvordan vi hjælper forbrugerne til bedre at gennemskue priserne. Ideen er at give forbrugerne mulighed for at stemme med fødderne ved at skifte væk fra de dyre og hen til billige selskaber, når de f.eks. lander i en udenlandsk lufthavn«, siger Jørgen Abild Andersen. I Forbrugerrådet er afdelingschef Villy Dyhr ikke tilfreds med, at EU kun forsøger sig med mere gennemsigtighed. »Vi ser nogle fuldstændig ubegrundede høje takster på udlandstelefoni. Så meget koster det altså ikke at lade et radiosignal komme over grænsen. Det eneste, der virker, er et prisloft på, hvor meget selskaberne må tage i roaming«, siger Villy Dyhr. Det var ikke muligt at få en kommentar fra de danske teleselskabers brancheorganisation.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Stefan Hermann
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























