Legoland skal være som Disney World

USA's præsidenter udformet i legoklodser i Legoland i Billund. - Foto: Rasmus Baaner
USA's præsidenter udformet i legoklodser i Legoland i Billund. - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Akvarier, skræmmende katakomber og vulkanudbrud. Bedre overnatningsmuligheder og flere tilbud til både forældre og børn. Sådan ser fremtidsplanen ud for Legoland i Billund ifølge den nye direktør, engelske Nick Varney. »Det skal være lidt ligesom Disney World, hvor man kan være flere dage uden at kede sig og hele tiden kan kaste sig over nye tilbud«, siger Nick Varney til Politiken. Varney står i spidsen for selskabet Merlin Entertainment Group, som Legoland bliver en del af, efter at den danske forlystelsespark blev solgt til den amerikansk kapitalfond Blackstone. Flere temaparker Planen er at udvide Legoland i Billund med en række af de forlystelser, som Merlin Entertainment ejer i forvejen. Det er blandt andet akvariecentre og temaparker. »Vi kommer sandsynligvis til at lægge et Sea-Life eller en Earth Explorer ved siden af Billund. Det vil give folk flere ting at besøge, når de kommer til Billund«, siger Nick Varney. Indendørs legolande Han forventer også at åbne nye Legoland-parker i de kommende år. Blandt andet vil der blive introduceret indendørs Legolande i tilknytning til en række af de andre forlystelsesparker i Merlin Entertainment. Dog kun i udlandet. Parken i Billund vil fortsat være det eneste danske Legoland. En af verdens største Blackstone, der er en af verdens største kapitalfonde, giver 2,8 milliarder kroner for de fire Legoland-parker og hotellet i Legoland. Selskabet lægger hele molevitten ind i Merlin Entertainment, som amerikanerne købte i maj for 1,1 milliard kroner. Det nye selskab med navnet Merlin Entertainment Group bliver det næststørste af sin slags i Europa med i alt 12 millioner gæster om året - kun overgået af britiske Tussaud, som er kendt for sine vokskabinetter. På verdensplan bliver det nye selskab niendestørst. Lego slipper dog ikke helt forlystelsesparkerne. Som en del af handlen har Lego købt 30 procent af det nye Merlin Entertainment Group. Lego vil ikke oplyse prisen, men ifølge Legos direktør, Jørgen Vig Knudstorp, er den »langt under 1 milliard kroner«. Legos håb er at få del i gevinsten, når Blackstone sælger selskabet videre. Svære tider Det er kutyme for kapitalfonde at sælge selskaberne efter tre til fem år, og ifølge Nick Varney sigter Blackstone på en børsnotering af Merlin Entertainment Group. Indtægterne fra salget af Legoland skæpper godt i Lego-koncernens kasse, hvor der er lavvande efter de seneste to års milliardunderskud. Sidste år tabte Lego i alt 1,5 milliarder kroner. Og det er da også netop de svære tider for Lego-koncernen, der er den direkte årsag til, at Lego nu sælger Legoland. Faldende marked »Legetøjsmarkedet har i de senere år været faldende og er blevet meget konkurrencepræget. For at konsolidere vores virksomhed har vi i Lego-koncernen valgt at sælge aktiemajoriteten i Legoland-parkerne for at koncentrere os mere om vore kerneprodukter og for at fokusere på tættere relationer til vore kunder og forbrugere«, skrev ejeren af Lego, Kjeld Kirk Kristiansen, i en pressemeddelelse. For Kirk-familien, der i alle årene har stået bag Lego, har det været en svær beslutning at sælge Legoland. Mange af familiemedlemmerne, blandt andre Kjeld Kirk Kristiansens mor, skulle have haft kvaler med salget. Ikke på kompromis Dem forsøgte sønnen onsdag at dæmpe med en forsikring om, at Legoland ikke går på kompromis med Legos idealer. »Det har været afgørende for os, at parkerne også under det nye ejerskab bygger på de grundlæggende legoværdier som leg og læring samt kreative oplevelser af høj kvalitet«, sagde Kjeld Kirk Kristiansen. Lego sælger Legoland på et tidspunkt, hvor markedet for forlystelsesparker oplever stor fremgang. Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet PricewaterhouseCoopers vil det globale forbrug i tema- og forlystelsesparker vokse med 4,5 procent om året de næste fem år og nå op på 164 milliarder kroner i 2009. Attraktive parker Den slags vækstrater har gjort forlystelsesparker attraktive, og ifølge danske analytikere har Lego fået en god pris for Legoland. »Prisen virker fornuftig«, siger David Dalgas, der bestyrer investeringsforeningen Bankinvest Fritid og Underholdning. Hos Tivoli, der med 4,3 millioner gæster om året er Danmarks største forlystelsespark, vurderer direktør Lars Liebst, at opkøbet af Legoland kan være med til at trække flere turister til Danmark. »Her og nu får det ikke betydning for Tivoli. Men jo mere der bliver lavet, og jo mere vi kan styrke udbuddet, desto bedre er det for Lego, det er godt for Tivoli, og det er godt for Danmark. Vi bliver stærkere i markedet«, sagde Lars Liebst til Ritzau. Dyre billetter Nick Varney forventer, at de første nye tiltag i Billund vil være klar næste sommer. Der bliver dog næppe tale om en gratis fornøjelse for publikum, som i dag betaler 185 kr. for en endagsbillet. »Jeg vil ikke love, at priserne forbliver de samme. Men jeg vil til gengæld gerne love, at der bliver flere forlystelser«, siger Nick Varney.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her