Mæglere i splid om licitationer

- Arkivfoto: Polfoto
- Arkivfoto: Polfoto
Lyt til artiklen

Salg af ejerboliger ved hjælp af licitation deler vandene blandt de danske ejendomsmæglere. Som de hidtil eneste har mæglerkæden Home gjort licitationer til et fast koncept under navnet Bedste Bud, og informationschef, Preben Angelo, fortæller, at op mod halvdelen af alle Homes handler i de dyreste områder i landet i dag foregår ved licitation. Skepsis Men det er langtfra alle ejendomsmæglere, som hylder den nye måde at handle boliger på. Hverken Danmarks største kæde, ECDMæglerne, eller Nybolig, vil gøre det til et fast koncept. »Vi er lidt skeptiske over for det. Ejendomsmæglerens fornemmeste kvalifikation er at kunne fastsætte prisen rigtigt. Undtagelsen kan være særlige liebhaverboliger, som kan være svære at prissætte. Men helt almindelige villaer bør ikke udbydes i budrunder«, siger informationschef i EDC, Jan Nordmann. Den samme holdning finder man hos Nybolig. »Vi bruger det ikke. Måske i forbindelse med enkelte liebhaversalg. Men ellers går vi ind for faste priser. Bruger man det på helt almindelige boliger, så har det taget overhånd. Kunderne har det skidt med det. De er utrygge. Det er ikke en ordentlig måde at behandle kunderne på«, siger informationschef i Nybolig, Jesper Elle. Opreklameret Jan Nordmann er også skeptisk over for de tal, der har været fremme. »Det er nok en del opreklameret«, siger han. Preben Angelo nævner bl.a. områderne nord for København, Århus samt dele af Aalborg og Odense som de steder, hvor licitation ses i op til halvdelen af alle handler. Men et hurtigt tjek på Boligsiden.dk giver et andet billede. 'Det er meget lokalt' Således er kun godt 13 pct. af de huse, som Home aktuelt har til salg i Århus til over 2 mio. kr., forsynet med Homes Bedste Bud-logo. I Hørsholm, Hellerup, Birkerød er er tallet et rent nul. Det samme gælder for Odense. »Det er rigtigt, at det ser lidt mærkeligt ud. Forklaringen kan være, at disse huse ikke bliver markedsført, men at de bliver solgt via Homes omfattende køberkartotek«, siger Preben Angelo. Han henviser også til, at ejendomsmæglerne kun er forpligtet at lægge deres sager ud på Boligsiden, hvis de bliver annonceret elektronisk, og at det ikke er et krav, at man på Boligsiden skal kunne se, at en ejendom bliver solgt som Bedste Bud. »Desuden er det ikke overalt i de nævnte områder, at halvdelen bliver solgt i licitation. Det er meget lokalt«. Kritik fra råd og minister Selve budformen, hvor de interesserede købere giver et bud i en lukket kuvert, er blevet kritiseret af bl.a. Forbrugerrådet. Umiddelbart huer den lukkede måde at sælge huse på heller ikke erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K), men han vil dog ikke på nuværende tidspunkt afgøre, om det kræver lov- eller regelændringer at stoppe de lukkede bud. »Jeg ønsker mere åbenhed. Akkurat som når man køber et kunstværk på en auktion skal man helst kunne følge med i, hvad der bydes - også når det gælder en hushandel«, siger ministeren. Han køber ikke fuldstændig ejendomsmæglernes argument om, at det er op til den enkelte køber at vurdere, hvad vedkommende vil give for et bestemt hus. Mere åbenhed, tak »Det argument lyder jo umiddelbart fornuftigt, men ejendomsmæglerne har jo også en legitim interesse i at få huset solgt så godt som muligt, og derfor er jeg ikke sikker på, det er i forbrugernes interesse med de lukkede bud. Mere åbenhed, tak«, siger Bendt Bendtsen. Som første skridt i den retning har ministeren bedt Erhvervs- og Byggestyrelsen undersøge omfanget af de lukkede tilbud. Når resultatet foreligger, vil både Ejendomsmæglerforeningen og Forbrugerrådet blive indbudt til en forhandling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her