En pensionsopsparing, hvor man samtidig kan nyde kold hvidvin på terrassen. Sådan har mange danskere set det at købe sig et sommerhus. For de fleste er sommerhuset blevet en god forretning, for priserne er steget voldsomt. Men priserne er steget alt for voldsomt, mener flere bankøkonomer. Gråt karton De advarer mod, at sommerhuspriserne er en boble, der kan briste når som helst. Og så kan priserne rasle ned. »Boble er på ingen måde for stærkt et ord for det, vi ser. Det er som en bro over en slugt: Hvis økonomien er i orden, er fundamentet bygget af beton. Men her ligner det mere karton, der er malet gråt«, siger Sune W. Mortensen, cheføkonom i Realkredit Danmark. Han bakkes op af sin kollega i Danske Bank: »Markedet er rødglødende, og der er nogle faresignaler, man ikke skal sidde overhørig. I øjeblikket presses priserne eksplosivt op, men når det vender, kan det gå lige så hurtigt ned«, siger chefanalytiker Steen Bocian. Mange afdragsfrie lån I løbet af et år er prisen på et sommerhus steget med 26 procent. Et sommerhus, der kostede en million for et år siden, kræver nu, at køber lægger 1.260.000 kroner på bordet. Men flere signaler peger i retning af, at priserne bliver holdt kunstigt høje af, at nogle spekulerer i kortsigtede gevinster på at købe et sommerhus: Priserne eksploderer. Ejertiden falder kraftigt - fra 26 til 19 år. Og næsten alle nye sommerhuse bliver købt med afdragsfrie lån. »Folk har ikke gjort sig risikoen klar«, siger Steen Bocian. Afdragsfrie lån og muligheden for at leje sommerhusene ud gør prisen på et sommerhus overkommelig for endnu flere. »Flere danskere har ønsket at leje deres sommerhus ud i år«, konstaterer Erling Holmbjerg, formand for Feriehusudlejernes brancheforening. Turisterne svigter Men det er skrøbeligt at forlade sig på, at huset kan lejes ud. For i år svigter turisterne de danske sommerhuse: »Vi ligger en del bagud i forhold til 2004. Det bliver et af de hårdeste år i mange år for branchen«, siger han. Især tyskerne vælger andre ferieformer: De tager en billig rejse sydpå eller bliver hjemme. For hjulene kører langsomt rundt i den tyske økonomi, og det får Hr. und Frau Schultz til at holde sig syd for Eideren i stedet for at svale sig ved Vesterhavet. Det slår direkte igennem på sommerhusejerne: Indtægterne falder i år, og det kan være den nål, der prikker hul på boblen, vurderer Realkredit Danmark. Markedet kan falde Eksperterne fraråder ikke folk at købe sommerhus, hvis man har lyst og råd. Men man skal gøre det for at eje et sommerhus, ikke for at spekulere i, at priserne stiger, understreger flere. Selv om priserne skulle holde sig høje nu, kan markedet falde senere, hvis man sælger på samme tid. Det kan for eksempel ske, når store årgange bliver så gamle, at de har brug for pengene, der er sparet op i huset. Hvornår sommerhusmarkedet vender, kan ingen sige: »Det ville være som at forudse børskrakket i 1929«, sammenligner Sune W. Mortensen. I princippet kan priserne også bare fortsætte opad lang tid endnu. »Man kan jo først sige det, når skidtet faktisk braser sammen. Hvis man vidste med sikkerhed, hvornår det skete, ville man jo bare gå ud af markedet med det samme«, siger Steen Bocian.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























