Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Danish Crown: Bedre forhold - på langt sigt

»Det er ikke fair at udnævne Danish Crown til skurken for tyske forhold«, siger direktør Kjeld Johannesen.   Foto: Mads Nissen
»Det er ikke fair at udnævne Danish Crown til skurken for tyske forhold«, siger direktør Kjeld Johannesen. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Efter en uge, der bød på massive tæsk i både danske og tyske medier, slår Danish Crowns topchef Kjeld Johannesen nu fast, at det vil koste mange millioner kroner, hvis den danske slagterikoncern her og nu fyrer den omstridte tyske kolonnefører Ingolf Röschmann og hans firma IR Unipork. »Hvis nogen spørger, hvorfor vi ikke bare afbryder forbindelsen, lyder svaret, at det vil udløse et meget stort økonomisk tab både i form af mistet salg og i kraft af det erstatningsansvar, vi risikerer at pådrage os, hvis vi opsiger kontrakten. Da det desuden vil koste et stort antal arbejdspladser i Danmark, er vi i en situation, hvor vi simpelthen ikke kan fravælge IR Unipork her og nu«, siger Kjeld Johannesen og tilføjer: »Det er vel også på sin plads at afvente en eventuel dom. Indtil videre er der ikke nogen, der er hverken anklaget eller sigtet i sagen, og vi går ikke ind for standretter i pressen«. Negativ omtale Den 'sag', Kjeld Johannesen omtaler, startede tidligere i år som en negativ omtale af Danish Crowns brug af polske løsarbejdere, de såkaldte kolonnearbejdere, men har i mellemtiden udviklet sig til noget langt mere alvorligt. IR Unipork, der leverer polakker til Danish Crowns slagteri i Oldenburg og en række andre slagterier, mistænkes for at være involveret i omfattende kriminalitet, herunder bordeldrift, brandstiftelse og forfalskning af pas. Nødvendige vilkår Kjeld Johannesen lægger ikke skjul på, at han i bund og grund ikke bryder sig om forholdene på det tyske arbejdsmarked og helst var kolonnesystemet foruden. Men i hans kalkule kan Danish Crown ikke forblive konkurrencedygtig, hvis ikke en del af produktionen foregår i Tyskland og på samme vilkår som Danish Crowns konkurrenter har - læs: til lave lønninger. »Vi tager vores moralske ansvar meget alvorligt og vil meget gerne medvirke til mere ordnede forhold. Men vi kan som udenlandsk selskab ikke gå forrest i Tyskland. Vi gør, hvad vi kan, og ved fra møder på ministerniveau i Berlin, at de tyske politikere er ved at vågne op. Tingene vil bedre sig, men først over tid«, siger Kjeld Johannesen. Han tilføjer, at der er en grænse for, hvor meget dårlig omtale Danish Crown kan tåle. Hvor den går i tilfældet IR Unipork vil han ikke sætte ord på, ej heller om Danish Crown kan leve med, at den tyske partner er involveret i bordeldrift. Bevæbnet med grafer og kurver, der viser udviklingen i den danske og europæiske slagteribranche de seneste år, vil han meget hellere tale om, at Danish Crown er en meget lille fisk i et meget stort og oprørt hav. Set i et europæisk perspektiv er supermarkedskæderne mange gange større end Danish Crown og de bruger aktivt størrelsen til at presse priserne ned. I sidste ende er det slagterichefens pointe, at de danske forbrugere bærer et stort medansvar. Forbrugeransvar »Ude i køledisken er det danske kød mærket klart og tydeligt. Hvis forbrugerne vælger dansk kød frem for udenlandsk discount, bliver det meget nemmere at bevare de danske arbejdspladser i branchen«, siger Kjeld Johannesen. Hvis vi nu forestiller os en kontrakt, hvor vi forbrugere lover at købe dansk kød, vil I rydde op i den suppedas, I er havnet i i Tyskland?

»Der er intet, vi hellere ville have end ordnede forhold. Det er udpræget til vores fordel, at myndighederne nu går tingene efter i sømmene. IR Unipork er jo langtfra det eneste selskab, der bliver undersøgt«. Er det kommet bag på jer, hvor betændt kolonnesystemet er?

»Det er kommet bag på os, hvordan de ansvarlige politikere har kunnet overse det her problem, hvor man opererer med et så løst regelsæt, at der er masser af muligheder for svindel. Hovedproblemet er, at det tyske arbejdsmarkedssystem er så ufleksibelt, at det er næsten umuligt at ansætte eller afskedige medarbejdere med kort varsel. På det korte sigt er der ganske enkelt ikke noget alternativ til kolonnearbejdere«, siger Kjeld Johannesen. I har for nylig startet produktion i Polen. Hvorfor flytter I ikke bare arbejdet i Oldenburg derover, så I undgår at komme i berøring med et kolonnesystem, som myndighederne opfatter som ren mafia?

»Igen lyder svaret, at der løber for mange omkostninger på, fordi transporten er en hel længere. Der er simpelthen grænser for, hvor meget vi kan flytte til Polen. Uanset hvad, er vi tvunget til at blive i Tyskland. Og forholdene skal nok også blive bedre - men i et tempo, der dikteres af politisk vilje og økonomien«, siger Kjeld Johannesen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her