Efter flere års tilløb er Konkurrencestyrelsen klar til et frontalangreb på en håndfuld store dominerende leverandører og engrosselskaber i byggebranchen. Samtidig med at Konkurrencestyrelsen offentliggør sin konkurrenceredegørelse, forbereder styrelsen en serie håndfaste indgreb, som skal øge konkurrencen og dermed sænke priserne på byggeri og byggevarer i Danmark. Styrelsen er klar med leveringspåbud til leverandører, som nægter at sælge deres produkter til f.eks. entreprenører eller grossister, og samtidig kan leverandører og grossister blive tvunget til at offentliggøre salgsbetingelserne, når de indgår aftaler. Nye krav fra næste år »Vi håber, at offentliggørelsen af salgsbetingelser måske kan stoppe de stærke virksomheder. Jeg forventer, at vi vil se sådanne krav inden for det næste år«, siger Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen. Det er høje priser på byggevarer, der får Konkurrencestyrelsen til at forberede et indgreb. »Vi synes, der er en uheldig tendens til, at byggevarerne skal gå fra producenten til en grossist, inden de kommer ud til håndværkerne. Det er med til at gøre byggeriet dyrere«, siger Finn Lauritzen. Trælasthandlere: Ikke korrekte tal Det er ikke mindst de danske mellemhandlere, herunder trælasthandlerne, der er skydeskive for Konkurrencestyrelsen. Og der er vreden over styrelsens konklusioner stor. »Vi har igen og igen peget på, at en række præmisser i analysen ikke holder. Det gælder bl.a. Konkurrencestyrelsens overdrevne billede af trælasthandlernes avancer. De siger, avancen ligger på omkring 70 procent, men de reelle tal er cirka 20 procent«, siger direktør Palle Thomsen fra Trælasthandlerunionen, TUN. »Intet at skjule« Truslen om, at salgsbetingelserne skal offentliggøres, tager trælasthandlerne foreløbig roligt. »De skal være velkomne til at komme og se salgs- og samarbejdsaftalerne. Vi har intet at skjule, og der gemmer sig intet suspekt i aftalerne«, siger Palle Thomsen fra TUN. Han afviser samtidig, at indgrebene mod leverandører vil få nogen betydning. Det er langtfra første gang, at Konkurrencestyrelsen og andre offentlige myndigheder forsøger at få priserne ned på byggeri og byggevarer i Danmark. Det har udviklet sig til en fast årlig begivenhed, at styrelsen hudfletter byggebranchen i sin redegørelse, og styrelsen har i flere tilfælde grebet ind for at øge konkurrencen - uden at det har haft den store virkning. Boykot af hjemmeside Konkurrencestyrelsen har lavet en række tiltag, og Erhvervs- og Boligstyrelsen har bl.a. lavet en hjemmeside, hvor priserne på byggevarer kunne blive lagt ud. Den blev imidlertid nedlagt tidligere i år, fordi leverandører og butikker boykottede hjemmesiden. I branchen anerkendes konklusionen om de høje danske priser imidlertid ikke. Trælasthandlerne mener, at der er skarp priskonkurrence i Danmark, en konkurrence, som imidlertid kan være svær at finde, når der skal bygges nye huse i Danmark. Det fremgik af en stor undersøgelse af byggepriser, som det britiske analysefirma E.C. Harris offentliggjorde tidligere i år. I analysen konkluderede selskabet, at Danmark var verdens dyreste sted at bygge.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø